Mange gæster og daglige opgaver har sat en prop i nyhedshullet fra os, men nu bliver det bedre.
FEYZABAD Så kom perioden, hvor vi herude i Feyzabad blev "besøgsramt". Når det lyder lidt negativt, skyldes det, at vi, der har været i Bosnien og Kosovo, tænker tilbage på de alt for mange besøg, der var i lejrene på Balkan. Alle skulle "lige forbi" og med egne øjne vurdere situationen.
Sådan er det heldigvis ikke længere. I dag er der færre og kortere besøg. Det betyder på den ene side, at der bliver mere ro for de udsendte til at løse de pålagte opgaver, og på den anden side at de, som skal have førstehåndskendskab til situationen, også får det.
Helt herude i Feyzabad, på grænsen til Kina, Pakistan og Indien er alle besøg dog velkomne. Det skyldes ikke, at vi keder os, men at der i forvejen er langt mellem besøgene. Blandt andet fordi fly efter fly heroppe bliver aflyst. Selv tog det mig 12 dage at komme fra Feyzabad til Danmark og seks dage at komme herud igen. Med den statistik er det ikke underligt, at mulige gæster lige tænker sig om en ekstra gang før de tager af sted.
Først kom der musik ..
Det første besøg var fra Forsvarets Oplysnings- & Velfærdstjeneste, der havde taget bandet Decco Duo med - og det var en rigtig god ide.
[...]
Sammen med bandet rejste i øvrigt to af forsvarets socialrådgivere, der jo gerne skulle have et indtryk af hverdagslivet og arbejdsbetingelserne herude i missionerne. Ikke mindst når de skal sætte sig ind i de problemer, der en gang imellem kan opstå på hjemmefronten. Også deres del af besøget gik fint.
Så kom der chef-rekognoscering
Det næste besøg kom fra vore efterfølgere fra hold 5, der før uddannelsen i Varde påbegyndes meget gerne skulle have det bedst mulige indtryk af den opgave, som de skal løse efter os. En ting er at læse den på papir - en anden ting er fysisk at mærke vilkårene og få "frontlinjeberetningerne" direkte fra de soldater, der har opgaven helt inde på livet lige nu. Besøget varede tre dage, og der var knald på fra start til slut.
Det, vi lagde vægt på under besøget, var tre ting: For det første skulle hold 5 deltage i vores træning herude, sådan at de fik de sidste nye teknikker med hjem. Særligt forhold over for ildoverfald og vejsidebomber blev trænet.
For det andet skulle hold 5 med ud på patrulje og få fornemmelsen af, hvad det betyder at være seks soldater alene ude på en bjergside: Hvordan sikrer man sig selv, hvordan tager man kontakt til de lokale ledere, og hvorfor skal køreuddannelsen vægtes højt?
For det tredje skulle der være tid til at tale om "løst og fast" med chef, næstkommanderende, CIMIC-officerer (civilt-militært samarbejde), MOT-førere (observatører), sikringsmænd, forsynere, mekanikere og alle de andre nødvendige funktioner. Derfor havde vi også valgt at have alle mand i lejren.
På baggrund af hold 5's tilbagemelding kan vi med sindsro sige, at besøget gik godt.
Så tog vi selv på besøg
Efter hold 5's rekognoscering var det vores tur til for alvor at tage på besøg. Ikke i Afghanistan, men i Danmark. Også det blev lidt nervepirrende. I hvert tilfælde for MOT 3 og 4, der måtte se det ene fly efter det andet mellem Feyzabad og Kabul blive aflyst. Vi havde dog været forudseende og påbegyndt forsøgene på at sende MOT 3 og 4 ud af Feyzabad allerede en uge før de skulle videre med fly fra Kabul - og det lykkedes. Fire fly i træk blev aflyst, før den sidste mulighed for forbindelse lykkedes.
Desværre blev maskinen til København så forsinket, at det ikke blev muligt at nå forbindelserne videre til Jylland. Set i forhold til næsten otte dage i transit, er en sådan forsinkelse dog til at bære - bare ikke lige, når den sker. Når vi sender MOT 1 og 2 af sted, vil vi dog gøre endnu mere for, at selv den sidste halve dags forsinkelse enten undgås eller i hvert tilfælde erkendes så tidligt, at vi kan nå at orientere familierne derhjemme.
Selv gennemførte jeg i samarbejde med Danske Artilleriregiment en orientering for soldaternes familie og venner. Her blev der mulighed for at vise den film, som vi havde optaget til lejligheden, og som i allerhøjeste grad havde os selv i hovedrollerne. Det skyldes ikke, at vi har glemt, at det er afghanerne vi er herude for at hjælpe, men alene at alle skulle have mulighed for at sende en hilse hjem "live".
De enkelte hold og sektioners bidrag var meget forskellige. Fra kommandodelingens - der blandt andet havde fokuseret en del på chefens tendens til dobbelthage - til MOT 4's bidrag, der fik enhver forfilm til Superman eller den ny James Bond til at blegne. Hver for sig blev filmene godt modtaget, og regimentet i Varde var så venlige i den forbindelse at love, at en kopi på DVD ville blive sendt ud til alle pårørende.
Arrangementet havde også indlæg fra Kammeratstøtteordningen og Familienetværket - samt fra regimentets socialrådgiver, der orienterede om de muligheder, der er for - helt anonymt - at få støtte fra forsvaret hjemme, mens soldaten er ude. Der blev også mulighed for at orientere om de tiltag, vi i Feyzabad havde iværksat for at imødegå nogle af de naturlige menneskelige reaktioner, der følger efter, at soldater har været i ildkamp.
Det er et ubehageligt emne, som jeg til gengæld mener, vi kom meget godt rundt om. At der er farligt herude er ikke til at komme uden om. På den anden side gør vi meget for at reducere risikoen. Ikke mindst ved at træne mere end mange af os måske havde forventet, før vi tog af sted. At vi er klar til at løse også de svære opgaver, er der ingen tvivl om.
[...]
Kilde: HOK.dk.
Læs mere:
man. 13. nov. 2006: Hærchef besøger Afghanistan
søn. 12. nov. 2006: Besøg hjemmefra
man. 6. nov. 2006: Danske soldater indsat i Helmand
ons. 1. nov. 2006: Første overnatning i Hotel Helmand
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2703Afg.htm.