Danske styrker afløst i Musa Qala
Af Hærens Operative Kommando, tors. 24. aug. 2006
Den danske styrke, der i mere end en måned været indsat i den nordlige del af Helmand-provinsen, er nu blevet afløst af engelske og afghanske kollegaer.
Soldaterne er nu på vej tilbage til deres hovedlejr, Camp Bastion, i den sydlige Helmandprovins. Her skal de bruge de kommende dage på at forberede sig på nye opgaver.
Soldaterne, der primært kommer fra 1. Lette Opklaringseskadron på Bornholm, har i de seneste fire uger været indsat i byen Musa Qala. Her har deres opgave været at beskytte det afghanske distriktskontor i byen, der samtidig huser en lejr med personel fra det afghanske politi og militær.
| |
| Oberstløjtnant Bjarne Møller. |
Udskiftningen af de danske soldater sker planmæssigt og er iværksat af den engelske task force, som den danske styrke er underlagt, fortæller Bjarne Møller.
- Det er helt normalt at en styrke bliver afløst efter en længere periode med kamp. Sådan er proceduren, og sådan har det naturligvis også været for NATOs styrke i det sydlige Afghanistan. Udskiftningen betyder ikke, at vores soldater nu skal sidde i hovedlejren resten af deres udsendelsesperiode. Styrken skal blot bruge nogle dage til at hvile, inden de igen skal indsættes i en operation, siger Bjarne Møller.
Han afviser dermed forskellige forlydender om, at de danske soldater er blevet evakueret fra Musa Qala.
- Vi er ikke blevet evakueret fra Musa Qala. Vi er blevet afløst, men det er der tilsyneladende enkelte personer, der ikke har villet forstå, siger oberstløjtnanten og tilføjer, at det afghanske flag fortsat vejrer over lejren i Musa Qala, og det kan i høj grad tillægges de danske soldaters enestående indsats.
Der har været angreb på de danske soldater dagligt i Musa Qala i hele indsættelsesperioden. Soldaterne er undervejs blevet genforsynet med ammunition og mad og har ikke haft væsentlige mangler under operationen. Enheden i Musa Qala er sammensat af soldater fra 1. Lette Opklaringseskadron, militærpolitifolk, ingeniørsoldater og personel fra artilleri- og telegrafregimentet, og de er udrustet med noget af Hærens mest moderne materiel - herunder signalsystemer, køretøjer og håndvåben.
Kilde: HOK.
Læs mere (eksterne links):
25. aug. 2006: Danske soldater evakueret fra Musa Qala (Jørgen Dragsdahl)
25. aug. 2006: Fagforening: Soldater måtte flygte fra lejr i Afghanistan
25. aug. 2006: DF kræver fuld afklaring om Afghanistan-styrken
25. aug. 2006: DF vil trække støtte til Afghanistan-styrke
25. aug. 2006: Informations-krig om Musa Qala (DR radio, 6:44 min.)
26. aug. 2006: Briter bad danskere om at forlade farlig lejr
Baggrund (interne links):
lør. 26. aug. 2006: Soldater trukket tilbage fra Musa Qala
fre. 25. aug. 2006: Danske soldater evakueret fra Musa Qala
tirs. 22. aug. 2006: 50 angreb på en måned
søn. 20. aug. 2006: Angreb er dagligdag
tors. 17. aug. 2006: Pårørende midtvejs
fre. 4. aug. 2006: Soldaterne i Afghanistan ved godt mod
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2692Afg.htm.