Denne gang kom politikere fra Folketingets Udenrigspolitiske Nævn og Forsvarsudvalget forbi sammen med forsvarsministeren.
Camp Bastion Mange af jer er nok klar over, at vi har haft besøg herude. Jeg skal også straks skynde mig at undskylde, at I ikke har fået denne orientering noget før, men der har været en del at se til med besøget, og jeg tænkte, at hvis noget kunne vente lidt, så var det nyheder af denne mere underholdende karakter.
[...]
Mens alle har gået og samlet kræfter, fik vi så besøg af politikere og vores minister. I dagene op til fik jeg ellers rene muleposer under øjnene pga. et stort antal ændringer af programmet pga. vanskeligheder med flyvningerne. Det er ikke kun vores britiske venner, der det svært med regelmæssigheden herude. Der kan vi godt selv være med. For det var en dansk C-130 Hercules, der skulle flyve danskerne herud.
De Forenede Arabiske Kammerater
Nu magede det sig anderledes. Forsvarsministeren med følge kom tirsdag svævende ned fra himlen over Kandahar med en hvid Hercules. Sådan har jeg aldrig set den før. Først tænkte jeg, at nu var de da gået helt over gevind hjemme i flyvevåbnet. De har jo en dille med at male deres flyvejern, når kronprinsen skal giftes, eller vi vinder EM i fodbold. Men da jeg så nærmere efter viste det sig at være en flyver fra De Forenede Arabiske Emirater. Pga. forsinkelser havde den danske konsul trukket på nogle forbindelser, så delegationen hurtigt kunne komme frem til rejsemålet, hvor vi stod utålmodige efter at komme i gang med et program, der allerede var skredet med flere timer. En vittig sjæl omdøbte på stedet denne gode arabiske stat til De Forenede Arabiske Kammerater.
Ud af flyveren væltede så en imponerende delegation med forsvarsministeren i spidsen, sekunderet af formændene for Udenrigspolitisk Nævn og Forsvarsudvalget og ledsaget af partiformændene for Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Her var vi i nærkontakt med de politikere og beslutningstagere, som har sendt os herud.
Det er da et skulderklap
Jeg er taknemmelig for, at politikerne tager sig tiden til at komme helt herud til verdens ende. Der er nogle, der har været dygtige til at få kalenderne til at stemme. Jeg ser det som et kæmpe skulderklap til jeres soldater, at politikerne kommer helt herud og ved selvsyn danner sig et indtryk af de vilkår, vi arbejder under, og hvordan vi løser vores opgaver.
Desværre blev det ikke til meget tid på Kandahar Air Field. Kun godt en time. Men det nationale støtteelement og Arthur havde stablet en fantastisk flot reception på benene for vores gæster og Helle Thorning-Schmidt nåede da også lige ud at kigge i container-parken og se den radar, som til lejligheden var kørt ned til receptionen. Den blev i øvrigt afholdt i mekanikerteltet, der i dagens anledning vel aldrig har været pænere - og bliver det formentlig heller ikke igen.
Vi var ellers tæt på igen at kunne demonstrere Arthur indsat, fordi vi om aftenen igen blev beskudt med raketter. Nu har major Anders "Arthur" kigget mig grundigt i øjnene og spurgt, om jeg ikke nok vil vente lidt med at besøge dem igen. For sidst jeg kom forbi i forbindelse med chefen for Hærens Operative Kommandos besøg, da blev vi også beskudt - oven i købet to aftener i træk. Nå, men jeg kunne nu forsikre Anders om, at jeg havde gjort, hvad jeg kunne, for at skjule min ankomst, der denne gang foregik med en fransk Hercules, der pludselig kom duppende ned på landingsbanen ude i Bastion. Jeg skylder at sige, at Arthurs drenge naturligvis fik raketterne på kornet og straks kunne melde, at der denne gang var skudt helt forbi. Heldigvis.
Og så kom der pludselig reservedele. Og nu har de fået repareret alle radarer, der nu skal testes for stabilitet. Hvis det lykkes at få alle radarer operative eller i arbejde, så er der mulighed for, at nogle fra Kandahar kommer til at arbejde tættere sammen med andre fra DANCON. Men det vil vi vende tilbage til, når vi kender til detaljerne, og tingene er begyndt at ske.
Af sted til Bastion
Efter en hyggelig time i selskab med vores logistiske rygrad og Arthur kørte delegation til en britisk Hercules, der skulle flyve dem ud til Bastion. Det tog lige lidt tid at få samlet alle, for heldigvis gik snakken lystigt og det tog lidt tid for den stakkels chef for det nationale støtteelement at få samling på sine nye rekrutter.
Men vi kom af sted til tiden. Her skilte de rutinerede Hercules-passagerer sig hurtigt ud. Og derfor kan jeg faktisk ikke skrive så meget om den tur, for jeg faldt som sædvanlig hurtigt i søvn. Men da jeg vågnede og havde rullet tungen ind i munden igen, så ramte hjulene landingsbanen i Bastion med et bump og lidt mere larm end ellers, da banen jo består af grus.
Og store var øjnene på de fleste i delegationen, da de spejdede ud i den helmandske ørken. For man kunne ingenting se så langt øjet rakte! Besynderligt så hurtigt vi andre har vænnet os til omgivelserne. Og det ser man bedst, når der kommer besøgende, som ser vores lejr for første gang.
Resten af dagen gik så med briefinger for delegationen. Først ved englænderne. Og dernæst nede i DANELAGEN LINES, hvor vi måtte inddrage velfærdsteltet nogle timer i primetime (normalt filmtid), da briefingteltet midlertidig var inddraget til at huse vores kvindelige gæster. Så i en kort periode fordoblede vi antallet af kvinder i lejren.
Sidst på dagen udsatte vi vores gæster for et samlet overfald at sodavandshungrende soldater, der ud af mørket kom væltende ind i baren for at få sig en snak med politikerne. Og snakken gik. Og der blev taget billeder. Og som I kan se på den lille kollage, som PIO har sammensat, så var der en rigtig god stemning. Alle var glade og latteren bølgede op under teltdugen til efter midnat.
Næste dag skinnede solen fra en frostklar himmel. Mens vores gæster skuttede sig i morgenkulden, samlede vi DANCON til parade.
[...]
I clinch med krigerne
Og så kom vi frem til den for os alle mere spændende del af besøget. Nu skulle vi rundt i lejren og besøge alle enheder og se deres materiel. Og så havde vi en lille overraskelse oppe i ærmet, for da de nåede frem til P-pladsen for den lette opklaringseskadron havde delingsfører Dennis linet en række forskellige biler op. Jan Drehn, der er vores overlejrbestyrerkommandérmajor, holdt en afstemning, der aldrig er set magen til i Folketinget. Der var den hurtigste enstemmighed, der nogensinde er præsteret af så forskellige politiske observanser, som vores gæster repræsenterer. De ville alle gerne med en tur i ørknen.
Af sted gik det over stok og sten og gennem et kæmpe mudderhul nede i hovedvagten.
Jeg så nogle meget brede grin og store smil på soldaterne, da de kørte ud med deres nye let maskingeværsskytter og observatører. Jeg nævner i flæng Lone Dybkjær, Gitte Lillelund Beck, Pia Kjærsgaard, Allan Niebuhr, Per Kaalund, Pia Christmas-Møller, Jens Hald Madsen, Helle Thorning-Schmidt og Søren Gade. Jeg tror, at de alle fik et godt indtryk af vores hverdag, og den måde vi løser opgaverne på. Jeg synes, det er godt, at dem der sender danske soldater herud, selv kommer herud og danner sig et indtryk af opgaven, inden de næste gang skal diskutere Afghanistan hjemme på Christiansborg.
Mens vi ventede på den danske Hercules, der skulle flyve delegationen videre til Kabul til møde præsident Karzai, sendte vi en tanke til den soldat på Flyvestation Aalborg, som vi havde snakket med mandag morgen. Havde han monstro fået puttet kaffe ombord. Og det havde han minsandten. Da delegationen fløj videre blev vi efterladt med 56 kg. kaffe hjemme fra Superbrugsen. Hvad kan man ønske sig mere?
[...]
Kilde: ISAF Nyhedsbrev nr. 12.
Mere:
tirs. 21. nov. 2006: Efteråret kom til Afghanistan
søn. 19. nov. 2006: Retur fra ørkenoperation
lør. 18. nov. 2006: Tilbage i Camp Bastion
fre. 17. nov. 2006: Besøg, besøg, besøg
man. 13. nov. 2006: Hærchef besøger Afghanistan
søn. 12. nov. 2006: Besøg hjemmefra
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2673Afg.htm.