Chefen for Hærens Operative Kommando lagde vejen forbi os i næsten alle lejre i denne uge.
Helmand Det var desværre ikke muligt at besøge opklaringseskadronen med hjælpere, der nu på anden uge er i gang med opgaverne i det nordlige Helmand.
Men først tilbage i tiden til en tidlig fredag morgen den 3. november, hvor eskadronen forlod lejren et par timer før daggry. Det var en morgen som alle andre, men alligevel var den anderledes. Luften dirrede af dieselmotorernes brummen. Soldaterne vandrede ud og ind af mørket med de sidste stumper. Der lød høje "klonk", når våben blev funktionsafprøvet. Der var beslutsomhed i luften. Alle havde ventet på denne dag. Og alle så frem til at komme i gang med opgaverne.
En lang dag på kontoret
Eskadronen kom af sted med en lille forsinkelse. Nogle af vores britiske venner skulle hjælpe os over hovedvej 1, men kom ikke helt på plads til den aftalte tid. Alligevel gik det stærkt. Eskadronchefen besluttede sig hurtigt for at køre hele vejen til indsættelsesområdet allerede den første dag.
Det blev en lang dag for specielt kørerne. For det første er det et meget udfordrende terræn. Og vi forsøger konsekvent at køre uden for vejene - eller mere korrekt sporene - så kørerne skal hele tiden være på dupperne for ikke at køre i huller eller hænge fast i bunden af wadi´er (udtørrede flodlejer). For det andet blev det til mere end 12 timers arbejdsdag bag ved rattet. Og det kan nok tære på de flestes kræfter.
Men vi kom frem og blev mødt af den britiske enhed, vi skulle afløse. Nogle fantastiske og professionelle fyre, der gennem længere tid har opereret i det samme område, som den danske eskadron, Forward Air Controllers, artilleriobservatør, EOD-hold, militærpoliti og elektroniske opklaringshold nu arbejder i.
Fælles patruljer
De første dage gik med at lære terrænet og området at kende. Der blev gennemført flere fælles patruljer, hvor spejderdelingerne blev fulgt af britiske soldater, der kunne komme med gode råd og tips til fx overgangssteder på nogle meget store wadi´er. Den største, som jeg så under opholdet ved eskadronen, var næsten en kilometer bred i bunden og havde op til 50 meter høje skrænter, nogle steder lodrette.
Heldigvis har vi nogle meget dygtige kørere, der efterhånden kan få bilerne med overalt. Men det er meget hårdt ved materiellet. Og når vi genforsyner dem, så optager reservedele meget plads. Og det optager mere og mere plads efterhånden, som dagene går. Men det er vi opmærksomme på.
Og det blev regn
Og pludselig ud af det blå kom der så en ny udfordring til soldaterne i ørkenen. Det begyndte at regne og samtidig faldt temperaturen drastisk. Rent faktisk nåede chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, ikke at se solen, mens han opholdt sig i Kandahar og Helmand provinserne. Så vinteren er kommet til Afghanistan.
I skrivende stund er solen vendt tilbage, men temperaturen er faldet mærkbart. Vi kigger nu på vores udrustning til vinteren, så vi er sikre på, at vores feltsoldater kan holde varmen derude gennem længere tid. Der tærer meget på kræfterne, hvis man fryser.
Raketter på radaren
Mens Poul Kiærskou opholdt sig på Kandahar Air Field (KAF) besøgte han både det nationale støtteelement, artilleripejleradardetachementet og de danske stabsofficerer i det regionale, militære hovedkvarter, Regional Command South, der samlet kontrollerer de militære operationer i hele den sydlige del af Afghanistan.
Nå, men aldrig så snart var jeg kommet hjem ude fra det nordlige Helmand og ankommet til KAF, før basen blev ramt af en enkelt 107 mm gammel kinesisk raket. Det er ellers længe siden, at flybasen er blevet angrebet. Derfor er det dobbelt-flot, at ARTHUR-drengene var på stikkerne og med det samme kunne melde om angrebet. Ikke alene kunne de fortælle, hvor raketten var blevet affyret fra, de kunne også regne ud nogenlunde, hvor den landede.
Det skulle man ellers ikke tro, man sådan kunne være i tvivl om! KAF er imidlertid en meget stor base med nu godt 10.000 soldater fra en række nationer. Den dækker et stort geografisk område, akkurat som Københavns Lufthavn, der også er meget mere end landings- og rullebaner. Derfor er det vigtigt, at der hurtigt kan sendes hjælp i den rigtige retning. Og det kunne der takket være de årvågne artilleristers arbejde.
De lange men vigtige vagter
Det er ellers ikke nogen misundelsesværdig tjans at sidde på vagt i en radar. Det er i hvert fald en anden form for arbejde end at være opklaringssoldat. Jeg tror alle, der har arbejdet med at være på beredskab eller være klar til et eller andet kender til ventetiden. Jo længere den bliver, jo mere frustrerende bliver den også. Kan det nytte? Fører det her overhovedet til noget? Er det virkelig det, jeg er taget til den anden ende af verden for at gøre?
Til det kan jeg kun sige: JA, det er det! Og det er lige så vigtigt, at der er nogle, som passer vagterne, hvad enten det er i en radar, i et operationscenter, i en kommunikationscontainer osv. For det er dem, der er med til at gøre en forskel, når der pludselig bliver brug for at reagere på beskydning, at koordinere med vores engelske chefer og holde forbindelsen hjem mv. I mine øjne er det lige så svært at passe vagterne rundt omkring som at være ude på operationer. Tvivlen kommer hurtigt snigende. Man kan jo ikke umiddelbart se nytten af ens arbejde, som fx når man et par timer ad gangen sidder vagt ved det tunge maskingevær ude i vognborgen.
Men herude er vi et hold, og ingen dele af styrken er ret meget bevendt uden hinanden. Derfor er vagterne vigtige, og I må muligvis finde jer i, at soldaterne af og til beskriver en temmelig ensformig hverdag. Men paradoksalt nok, så betyder ensformigheden for vagterne jo også ofte, at vi løser opgaverne uden at have behov for at bruge magt. Og så længe vi kan gøre det, er jeg en meget tilfreds chef.
Kilde: HOK
Læs mere:
man. 13. nov. 2006: Hærchef besøger Afghanistan
fre. 10. nov. 2006: Med ARTHUR på skydebanen
man. 6. nov. 2006: Danske soldater indsat i Helmand
tirs. 22. aug. 2006: ARTHUR i aktion
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2667Art.htm.