Nytårskoncert i Varde 2007
DAR, tirs. 5. sept. 2006
Når Slesvigske Musikkorps, med den officielle forkortelse "SMUK", onsdag d. 17. januar 2007 kl. 20.00 til 22.30 indtager Lerpøthallen i Varde ved den traditionsrige nytårskoncert, er det med sangerne Tamra Rosanes og Ivan Pedersen som frontfigurer.
Slesviske Musikkorps i smukke omgivelser. Slesvigske Musikkorps behøver nok ingen nærmere præsentation, og enhver, der har fulgt det populære militærorkester fra Haderslev igennem de senere år, kender dets musikalske spændvidde. Musikkorpsets musikalske samarbejde i den seneste tid med så forskelligartede sangere som Stig Rossen, Kurt Ravn, Brdr. Olsen, Pernille Schrøder, Bobo Moreno, Caroline Henderson, Trine Gadeberg, jazzsangerinden Susie Hyldgaard og rapperen Per Vers vidner da også netop om dette, og orkestrets sceneshow sammen med konferencieren Alex Bødiker ved de forgangne års nytårskoncerter giver store forventninger om en forrygende aften med Tamra Rosanes, Ivan Pedersen og Slesvigske Musikkorps, og hvem ved - måske lidt line dance?
Tamra Rosanes. Tamra Rosanes er af de fleste kendt som Danmarks ukronede countrydronning, men at hun også er til andet end countrymusik, vidner hendes imponerende CV om. Siden hun kom til Danmark fra USA i 1972 har hun medvirket som backingsanger på ikke færre end 500 albums, deriblandt for sangere som Sanne Salomonsen, Thomas Helmig og Nanna - den første studieoptagelse, Tamra medvirkede på, var i øvrigt med sidste nytårskoncerts solister, Brdr. Olsen.
Op gennem 80´erne var hun med i big bandet "Blast", ligesom hun i 1981 var med i rockmusicalen "Hair". I 2001 dannede hun sammen med Sanne Salomonsen og Lis Sørensen supertrioen "Cowgirls" hvis CD-udgivelse "Girls Night Out" (produceret af Tamra) samme år høstede platin og blev nomineret til Danish Music Awards.
16 soloalbums er det blevet til for Tamra, senest "Line Dance Party", som udkom i april 2006 og straks røg ind på de danske hitlister, og mon ikke nytårskoncerten også giver en smagsprøve fra denne CD ?
Ivan Pedersen. Ivan Pedersen har ligesom Tamra Rosanes stået som en særdeles fremtrædende sanger og sangskriver igennem mere end tre årtier. Efter en del udgivelser med ungdomsbandet "McKinleys", fik Ivan i 1982 sit store folkelige gennembrud sammen med Lecia Jönson og "Hvor skal vi sove i nat", og duoen "Laban" blev igennem de næste syv år fremherskende på danske såvel som udenlandske popscener med udgivelser i ikke mindre end 37 lande.
Senere blev det til et tæt samarbejde med sangere som Henning Stærk og Poul Krebs, samt gruppen "Moonjam", hvor Ivan sang kor og leverede tekster. I 1992 fik Ivan et nyt stort musikalsk gennembrud med Søren Jacobsen og "Backseatboys", med hvem han de efterfølgende år indspillede fem albums og høstede adskillige Grammy´s, og op gennem 90´erne opnåede Ivan Pedersen selv ikke mindre end tre Grammy-nomineringer som "Årets danske sanger".
I 2001 debuterede Ivan Pedersen som solist, og i 2005 blev han af skuespilleren Søren Østergaard inviteret til at medvirke i sommerens Tivoli Variete - en ny rolle, hvor Ivan igen høstede store anmelderroser.
Kilde: DAR
Baggrund:
ons. 18. jan. 2006: En musikalsk oplevelse
ons. 26. jan. 2005: Nytårskoncert 2005
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2610Gar.htm.