Varde-soldater på vej til ukendt land

ons. 5. april 2006


"Det bliver et meget, meget langt og sejt træk at få skabt stabilitet og sikkerhed i Afghanistan."

Hilmand-provinsen i den sydlige del af Afghanistan, hvor de danske og britiske soldater skal skabe orden.

290 professionelle soldater holder i denne uge sidste øvelse i Oksbøl, inden styrken rejser til Afghanistan på en fredsbevarende mission. Forude venter en barsk opgave i et område præget af narko og terror.

Den danske styrke rejser i juni til Hilmand-provinsen i Afghanistan. Det er første gang, at en enhed fra artilleriet bliver sendt på en fredsbevarende mission, og på forhånd forventer soldaterne en usædvanlig hård opgave.
     Hilmand-provinsen ligger i den sydlige del af Afghanistan. Det er et område, der er halvanden gang større end Danmark og har 1,4 millioner indbyggere.
     Provinsen er præget af ørkenlandskab og bjerge. Der er mange stridende interesser og voldsomme problemer med narkokriminalitet og terrorvirksomhed. Nato har aldrig været der før, og derfor betragtes området i denne sammenhæng som ukendt land.
     Nu er en helt ny lejr ved at blive opbygget til de danske soldater. De skal under britisk kommando forsøge at skabe sikkerhed for de lokale myndigheder, så de selv kan bekæmpe narko og terror og forsøge at skabe demokrati.
     Den danske styrke ledes af oberstløjtnant Bjarne Møller fra Haderslev kaserne. Han forventer ingen hurtige resultater i Hilmand-provinsen.
     - Det bliver et meget, meget langt og sejt træk at få skabt stabilitet og sikkerhed i Afghanistan, siger Bjarne Møller til TV SYD. Soldaterne skal foreløbig være i Afghanistan i fire måneder.
     Danmark har i forvejen omkring 160 soldater udstationeret andre steder i landet.
     Nato har besluttet at øge den samlede styrke i Afghanistan fra 9.000 til 15.000 folk.

Kilde: TV Syd.

Baggrund:
ons. 5. april 2006: Afghanistanstyrken træner
fre. 17. febr. 2006: Artillerienhed til Afghanistan
fre. 17. febr. 2006: 29 mand til Afghanistan
fre. 10. febr. 2006: Artillerist leder ISAF-bidrag
tors. 26. jan. 2006: Frygt for soldaters liv
tors. 26. jan. 2006: Opklaringssoldater på kursus
tors. 26. jan. 2006: Træner med englændere
ons. 25. jan. 2006: Artillerister til Afghanistan?

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2560Art.htm.