juni 2006
For første gang sender dansk artilleri en større enhed på international mission. Artilleriradaren ARTHUR kan stedfæste, hvor fjenden skyder fra på sekunder. Derefter svarer danske og britiske styrker igen med minutters varsel.
De Taliban-enheder, der overvejer at angribe de danske og britiske styrker i Helmand-provinsen bør tænke sig om en ekstra gang. Danskerne medbringer nemlig artilleripejleradaren ARTHUR, der kommer til at være på døgnvagt i missionsområdet. Radaren kan stadfæste en angribende fjende på sekunder og give koordinaterne videre til britisk artilleri.
Prøver nogle at angribe den dansk-britiske lejr med artilleri eller morterer, gælder det om at kunne pakke og flytte rigtigt hurtigt. ARTHUR sikrer nemlig at britiske granater vil lande der, hvor der skydes fra, på få minutter.
Fire radarvogne
Danske Artilleriregiment i Varde har fire radarvogne i Afghanistan. Af dem er tre konstant operative, mens en fjerde vogn kan efterses eller repareres. Hvert team består af seks mand. Tre soldater i en rekognosceringsbil og tre soldater i radaren. På skærmene kan radarberegnerne se al aktivitet ud på 30 km afstand.
- Vi kan pejle alt fra morterer ned til håndvåben, men det er hovedsageligt krumbanevåben, vi afslører og i Helmand bliver det overvejende morterer, 107 mm raketter og måske artilleri, forklarer sergent Michael Øksenholdt Nielsen.
Michael leder det ene radarteam og er glad for opgaven.
- Det er jo spændende endelig at komme ud og prøve det, vi har arbejdet med i så mange år, siger sergenten.
ARTHUR-folkenes primære opgave bliver at sikre områder for danske, britiske og andre landes styrker, som rykker ud fra Camp Bastion. Udover at rapportere om fjendtlig ild til egne styrker, kan ARTHUR give koordinater til britisk artilleri, som derefter kan nedkæmpe fjenden. Samarbejdet med briterne blev testet under en øvelse i England i januar.
- Det gik rigtig godt. De er lidt specielle, men dygtige, og så er det jo rart at møde nye mennesker, fortæller radarberegner og overkonstabel Rasmus Larsen. Han har tidligere været udsendt til Afghanistan.
- Dengang arbejdede jeg med tyskere. Helmand bliver nok lidt mere hedt end Kabul, men nu må vi se, hvordan det går, siger Rasmus Larsen.
Kilde: Bladet Forsvaret, juni 2006.
Baggrund:
man. 5. juni 2006: På vej til Afghanistan
ons. 19. april 2006: Radar sikrer lejren
fre. 7. april 2006: Sidste forberedelser
fre. 17. febr. 2006: Artillerienhed til Afghanistan
fre. 10. febr. 2006: Artillerist leder ISAF-bidrag
tors. 26. jan. 2006: Træner med englændere
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2545Art.htm.