Kritik af Tårnfalke-projekt

Forsvarskommandoen, ons. 7. juni 2006



"Vores organisation var dengang bare ikke skruet sammen på en måde, så vi var i stand til at håndtere projektet optimalt."
Chefen for forsvarsstaben, viceadmiral Tim Sloth Jørgensen. 

I en beretning fra Rigsrevisionen er der løftede pegefingre til den måde, som Forsvaret har styret Tårnfalke-projektet på, men ikke selve skrotningen.

Forsvarets ubemandede fly, kaldet Tårnfalke-projektet, kom aldrig til at flyve, som de skulle. Og efter et styrt i februar 2005, fik de ubemandede fly flyveforbud. De kom aldrig på vingerne igen.
     Seks år var gået, siden Forsvaret i 1999 indgik kontrakt med det franske firma Sagem om leveringen af de ubemandede fly, men trods ihærdige anstrengelser manglede succesen endnu at indfinde sig. Der var bl.a. løbende problemer med at få flyenes teknik til at fungere ordentligt. Derfor gik en række folk i Forsvarskommandoens nyoprettede udviklingsstab i foråret 2005 i gang med at analysere projektet for at finde ud af, om det havde en fremtid.
     Konklusionen blev et nej. Der var stor risiko for, at de ubemandede fly aldrig ville komme til at fungere godt nok. Derfor anbefalede forsvarsministeren den 2. juni sidste år parterne bag forsvarsforliget, at projektet burde skrottes. Det skete endegyldigt den 17. januar i år, hvor Forsvaret opsagde kontrakten med producenten, Sagem.
     For at få en uvildig redegørelse af hele forløbet omkring Tårnfalke-projektet bad statsrevisorerne i juni sidste år Rigsrevisionen udarbejde en beretning om sagen. Beretningen foreligger nu.

Dybt beklageligt
     Rigsrevisionen mener, at skrotningen af projektet er sket på et tilfredsstillende grundlag. Til gengæld peger Rigsrevisionen på en række områder i projektet, der ikke er håndteret på en tilfredsstillende måde, bl.a. omkring kontrakten med producenten og styringen af projektet.
     - Havde vi dengang haft den viden og organisationsopbygning, som vi har i dag, havde vi været langt bedre forberedt til at håndtere Tårnfalke-projektet. Og set i det lys er jeg enig i de kritikpunkter, som de fremhæver, siger viceadmiral Tim Sloth Jørgensen, der ikke mener, at nogen enkeltpersoner har betydet, at projektet ikke er lykkedes.
     - Det er selvfølgelig dybt beklageligt, at forløbet omkring Tårnfalken er endt på denne måde. Mange gode kræfter i Forsvaret har knoklet for at få dette projekt til at lykkes. Ingen har på den måde gjort noget forkert, men vores organisation var dengang bare ikke skruet sammen på en måde, så vi var i stand til at håndtere projektet optimalt.

Vi er bedre rustet i dag
     Tim Sloth Jørgensen peger på, at en række af konklusionerne i Rigsrevisionens beretning langt hen af vejen er de samme, som dem Forsvarets egen analyse kom frem til, da projektet blev analyseret sidste forår.
     - Analysen fra udviklingsstaben her i Forsvarskommandoen er bare et eksempel på flere tiltag, som vi har indført for at minimere sandsynligheden for, at store materiel- og udviklingsprojekter fremover kommer galt af sted, siger viceadmiralen.
     Et andet tiltag er ifølge Tim Sloth Jørgensen oprettelsen af Forsvarets Materieltjeneste, hvor Forsvaret har samlet alle de specialister, eksperter og økonomer, der skal til for at kunne overskue og styre store projekter.
     - Vi skal have et dansk forsvar, der er på forkant med udviklingen. Derfor kan det være nødvendigt, at vi også involverer os i udviklingsprojekter, som Tårnfalke-projektet. Og den slags projekter indebærer altid en vis risiko for, at det kan gå galt. Men jeg er overbevist om, at vi nu har skabt en organisation, der er langt bedre rustet til at håndtere lignende projekter i fremtiden, siger viceadmiral Tim Sloth Jørgensen.

Kilde: FKO.

Baggrund:
ons. 7. juni 2006: Vidste spionfly var fyldt med fejl
ons. 7. juni 2006: Kritisk rapport fra Rigsrevision
ons. 31. maj 2006: Statsrevisorerne kritiserer forsvaret
ons. 22. febr. 2006: Placering af ansvar trækker ud
ons. 22. febr. 2006: Venter på rigsrevisionen
febr. 2006: Problemknusere klar til udrykning
tors. 15. dec. 2005: Spredt for alle vinde

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2533UAV.htm.