![]() |
Felt- og sognepræst Thue Raakjær Jensen. |
Pårørende til udsendte får et nyt tilbud idet Garnisonsfeltpræst Thue Raakjær Jensen ønsker at støtte såfremt der opstår et behov.
Når den enkelte soldat er udsendt i international mission har han eller hun mulighed for at tale med den feltpræst der er udsendt med enheden. Et tilsvarende tilbud til de pårørende eksisterer ikke i dag. Det ønsker Danske Artilleriregiment (DAR) at ændre.
Garnisonens feltpræst Thue Raakjær Jensen har frivilligt meldt sig til at deltage i den nye ordning.
Thue Raakjær Jensen er kendt af mange på Varde Kaserne. Den 1. januar 2006 tiltrådte han som garnisonens feltpræst.
Han har været feltpræst af reserven siden 1996. Han kender de tanker og følelser der rører sig ved de udsendte idet han selv var i Bosnien som feltpræst med SFOR hold 7 i 1999. Han har også gode forudsætninger for at sætte sig ind i rollen som pårørende idet hans søn for øjeblikket er sergentelev på Hærens Ildstøtteskole.
Til dagligt er Thue Raakjær Jensen sognepræst ved Sct. Jacobi kirke i Varde. Thue er meget vellidt og respekteret af byens borgere. Han er ligeledes kendt for sin åbne tankegang og villighed til at afprøve nye tanker og ideer.
DAR skal på det varmeste anbefale, at de pårørende benytter Thue Raakjær Jensen såfremt de føler et behov.
Kilde: DAR
Læs også:
tors. 6. okt. 2005: At underrette en mor
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2529Gar.htm.