
Varde Kaserne ligger i sydvestkanten af Varde By i Ribe Amt. Kasernen er afskåret fra selve øvelsespladsen af Varde Søndre Plantage, der ejes af Varde Kommune, men hvortil kasernen har begrænset adgang til øvelsesaktiviteter jf. samarbejdsaftale med kommunen. Plantagen omfatter ca. 190 ha - primært nåleskov.
Lige syd for plantagen ligger Varde Øvelsesplads som et overvejende åbent hedelandskab med spredte beplantninger og selvsåede bevoksninger af bjergfyr og birk. Den sydøstlige del af terrænet fra de store søer; Barbara Sø og Krat Sø er beliggende i Esbjerg Kommune. Øvelsespladsen grænser mod syd ned mod Alslev Å. Samlet udgør selve øvelsespladsen ca. 235 ha.
Øvelsespladsens landskab er blevet formet under to istider. Ved den sidste istids ophør for 16.000-18.000 år siden skyllede smeltevand ind over landskabet. Størstedelen af terrænet består i dag derfor af smeltevandssand og smeltevandsgrus, der blev aflejret i takt med at smeltevandsstrømmen aftog.
Fra øvelsespladsens nord- og østende strækker tunger af overgroet flyvesand sig ind over terrænet - og danner enkelte steder små klitter. Sandet er antageligt aflejret inden skoven indvandrede, fordi vinden kunne få fat i de sandaflejringer som smeltevandsstrømmen havde efterladt. Øvelsespladsen fremtræder hovedsageligt som et stort, åbent og svagt kuperet hedelandskab med spredte selvsåede fyrretræ- og birkebevoksninger, der breder sig ud over lyngvegetationen.
At det er et militært område fremgår af det tætte net af sandede kørespor, der gennemskærer heden. Herudover bærer området ikke meget præg af forsvarets tilstedeværelse - bortset fra enkelte mindre kulisser i form af små modelhuse og et par ballonmaster, der signaler når der foregår øvelser med skarp ammunition.
I de fugtige, lavereliggende områder har landskabet karakter af hedemose. Moseområderne er våde store dele af året og vegetationen skifter fra overvejende hedelyng til klokkelyng og rosmarinlyng ind imellem spredt opvækst af pil og pors.
Gennem øvelsespladsens sydlige del løber en mindre bæk, der ved opstemninger danner to større søer på terrænet - henholdsvis Krat Sø og Barbara Sø. Til trods for at søerne er kunstigt etableret fremgår de meget naturligt i landskabet i lavninger omgivet af mose. Der findes i alt 7 større og mindre søer på terrænet, der normalt holder vand året rundt, hertil kommer de mange små lavninger, mosepartier, kørespor m.v., der står under vand i vinterhalvåret.
Hele terrænets nordlige del, langs Natovej, er flankeret af ældre bevoksninger af contortafyr og bjergfyr, der hindrer udsynet ud over heden. I terrænets sydlige og sydøstlige område er der sidst i 1980´erne og 1990´erne anlagt plantagelignende skovbevoksninger primært sitkagran og blandinger med eg som hovedart.
Kilde: DAR.
Mere:
Klikbart kort over Varde Kasernes øvelsesområde.
tirs. 21. mar. 2006: Heden plejes
tirs. 15. nov. 2005: Fælles-jagt med nye jægere
tors. 13. okt. 2005: Sneppejagt på øvelsesplads
ons. 30. juni 2004: Brandfare afblæst
ons. 2. juni 2004: Brandfare i terræn - pas på
ons. 2. juni 2004: Ulmende brandfare
ons. 7. jan. 2004: Rævejagt
man. 4. aug. 2003: Til kamp for heden
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2527Gar.htm.