Opgaveøvelse vel overstået
Af øvelsesleder, premierløjtnant S. J. Jordansen, fre. 7. april 2006
| |
Fire dages opgaveøvelse blev afsluttet med et grænseoverskridende bad fra Kammerslusen ved Ribe. |
Mandag til torsdag gennemførte 3 HRUBT (hærens reaktionsstyrke uddannelsesbatteri) øvelse med tilhørende opgavemarch. Formålet var at presse de soldater der skal udsendes til Kosovo og Afghanistan til sommer, for derved at teste deres psyke og fysik.
Øvelsen var således tilrettelagt efter samme princip som svundne tiders rekrutture. Her følger de nøgterne iagttagelser fra en øvelsesleder.
Mandag:
Morgenstund har guld i mund også selvom man skal strippes. Soldaterne måtte, foruden deres standardudrustning, medtage 10 cigaretter eller 100g chokolade, så først da øvelsesledelsen var færdig med at konfiskere cigaretter, peanuts og pamoler m.m. marcherede vi ud i Varde øvelsesterræn.
Efter udleveringen af en enkelt feltration, stod hele mandagen i SKYT lektionernes tegn, og efter en grundig indførelse i posttjeneste, ild og bevægelse samt handlebanernes forunderlige verden var det tid til lidt hvile, kun afbrudt af en natlig snigpatrulje.
Det er ikke rart med en 7 kg. pansermine som ekstra vægt. Tirsdag:
Om morgenen stod de håbefulde soldater klar til afmarch ved NATO parkeringspladsen. Dagens program var en opgavemarch mod Solbjerg plantage. Først skulle der dog uddeles belønninger i form af panserminer til de soldater der havde dristet sig til at tage ekstra slik eller tobak med.
Efter en lang dag med march, kommandokravl, GPS-løb m.m. var det trætte soldater der ankom til Beredskabsområdet (BSO), men der er naturligvis altid kræfter til nogle natlige opklaringspatruljer.
Onsdag:
Her fortsatte opgavemarchen mod syd og udover en lang dags march fik soldaterne et par åbenbaringer! Eksempelvis kan en deling godt skubbe en MAN 27 (lastbil) også op ad bakke, og selvom en delingsfører har dristet sig til at lade sit vand i en grøft han senere selv skal drikke af, så kan vandrensningstabletter fra HMAK gøre underværker!
Ved BSO tydede alt på en rolig nat, men ak nej, pludselig er hele BSO ved at kløjs i CS-gas og så er der jo ikke andet for end at påføre sig ABC-udrustning, bryde op og marchere til alternativt BSO.
Torsdag:
Efter en kort march nåede soldaterne til turens højdepunkt. Kammerslusen ved Ribe. Her skulle alle mand springe ud fra toppen af slusen og 6,5 m ned til en forfriskende dukkert i det forårskolde vand. Denne selvtillidsprøve var naturligt nok særdeles grænseoverskridende for nogen, men alle kom dog i baljen til sidst.
En god oplevelse rigere var det en flok trætte, kolde og sultne soldater, der torsdag eftermiddag ankom til Varde Kaserne.
Soldaterne fra 3 HRUBT har gjort sig nogle nyttige erfaringer på turen.
Det kan det godt være, at man ikke er meget for leverpostej, men når man kun får en feltration, sidder man tilbage torsdag morgen med et brændende ønske om at man ikke havde smidt den ud.
De har også lært at 50 km med fuld oppakning skal gøre ondt, og selvom man kunne tro at nogle skulle have begge ben amputeret onsdag morgen, så har langt de fleste fået skubbet grænsen for hvad de psykisk og fysisk kan klare.
Kilde: DAR.
Baggrund:
fre. 31. mar. 2006: På opgaveøvelse
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2506-2-Uddannelsesafdeling--opgaveoevelse-vel-overstaaet.htm.