Afghanistanstyrken træner

Af Forsvarskommandoen, ons. 5. april 2006


Under træningen i Oksbøl bliver soldaterne blandt andet beskudt med tungt maskingevær, mens de opholder sig i beskyttelse bag en bunker.

Gidseltagning, beskydning og oprørskontrol er blot et par af de elementer, den kommende Afghanistanstyrke bliver udsat for den næste uges tid i Oksbøl.

Den danske Afghanistanstyrke, der skal til Helmand-provinsen i den sydlige del af landet, træner i disse dage i Oksbøl. Den missionsorienterede uddannelse er specifikt målrettet opholdet i missionsområdet.
     En af de nye oplevelser ting, som styrken kommer ud for, er gidseltagning. Alle kommer igennem otte timers teori omkring forholdene som gidsel. Derudover vil 60 mand deltage i gidseløvelsen Conduct After Capture, hvor de på deres egen krop får erfaringer med, hvordan det er at være tilfangetaget af folk, der måske ikke respekterer internationale konventioner.

Taget til fange
     De er udvalgt sådan, at hvis en gruppe soldater i Afghanistan skulle være så uheldige at blive taget til fange, vil der altid være mindst en, der har den fulde uddannelse med i bagagen.
     I løbet af de kommende dage vil 1. Brigade, der står for uddannelsen, også trække soldaterne igennem en lang række mindre træningsprogrammer, der skal forbedre deres evner til at virke effektivt i Helmand.

Kuglerne flyver
     Soldaterne kommer under ordnede forhold til at opleve, at kuglerne flyver dem om ørerne, så de kan lære at kende forskel på skydning, de bare hører, og direkte beskydning. Denne lektion gør også soldaterne i stand til at beregne, hvor langt væk en eventuel angriber befinder sig.
     Den missionsorienterede uddannelse afsluttes med en øvelse, hvor hele Afghanistanstyrkenn skal vise sin duelighed som en samlet enhed. Uddannelsen begynder i dag og slutter på søndag.

Kilde: Forsvarskommandoen.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2505Art.htm.