1. september 2005. Vi skulle for første gang tage vores sorte baret af og påføre os den grønne. Mange af os har gået med sort i over 10 år, så det var lidt af en pille at skulle sluge.
Men som de tapre konstabler vi nu engang er, så hoppede vi i med begge ben, uden at vide ret meget om hvad vi landede i og hvad det hele egentlig gik ud på. "Vi tager det som det kommer" var parolen.
Nu i marts 2006, snart syv mdr. efter, er de fleste af os faldet til i funktioner og sektioner vi ikke engang var klar over eksisterede i august. På tværs af grader, personelmangel og en mængde kiks er vi nået en del længere rent fagligt, end de fleste af os nok havde troet muligt i 2005.
Men det er nu ikke fordi det alt sammen har været en dans på stavbælter. Vores første øvelse/skydeperiode kom som lidt at chok for os gamle fra kanonfødeafdelingen.
Hvor var 5-punkts befalingen, befaling for BSO? Og hvorfor skal vi have hjelm, gevær, basis når der ikke er nogen fjende? og det første vi gør i mørke, er at tænde alt det lys vi kan finde. Jamen!
Og som det ikke var nok, så blev vores uddannelse til vordende artillerister gement afbrudt midt i perioden idet vi nu skulle til Kronborg for at skyde salut. Men der ingen bakke for stejl og ingen flod for dyb for os i Hærens Fløjbatteri. Der var også stor enighed om, at det var en ære at udføre netop det hverv at måtte banke en kg sort krudt af i en kanon fra 1766 til ære for den nye tronarving.
I dag, marts 2006, er vi en enhed. Vi lider som resten af forsvaret af personelmangel, men vi får det til at virke. Minimumsbesætning eller ej. Og vi har da stadig vores "ture", men dagen går sin gang i Lidenlund. For en tidligere kampsoldat er det nok ikke alt sammen så slemt alligevel.
Forandring fryder jo som man siger.
Kilde: DAR.
Baggrund:
nov. 2005: Tronarving skudt i gang
fre. 28. okt. 2005: Materiel på eget ansvar
okt. 2005: På plads i en travl tid
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/24941AA.htm.