
Hvis Folketinget beslutter at udvide den danske styrke i Afghanistan, bliver det første gang, at Forsvaret sender en artillerienhed af sted på international mission.
Et sted i Den afghanske Helmand provins affyrer Taliban militssoldater raketter af sted mod den danske og britiske lejr. Et øjeblik efter tikker der en ti-cifret kode ind på den danske kommandostation.
Det er koordinaterne på affyringsstedet. Den danske målopklaringsofficer og den britiske operationsofficer kigger på kortet og konstaterer, at målet ligger udenfor bebyggede civile områder. Ordrer gives videre "Fire at will".
Den danske officer sender de præcise måldata til de britiske Apache-helikoptere, der er på patrulje i området og et kort øjeblik efter nedkæmper helikopterne Taliban stillingen.
Radar med falkeblik
Det er selvfølgelig en tænkt situation, men den kan blive til virkelighed, hvis Folketinget beslutter sig for at sende flere soldater til Afghanistan. I blandt de styrker som er udpeget til missionen i den afghanske Helmand-provins er et detachement fra Danske Artilleriregiment.
29 mand arbejder med den højt avancerede danske artilleripejleradar ARTHUR (Artilleri Hunting Radar). Artilleriet har tidligere haft stabskompagnier og soldater på internationale missioner, men det er første gang man sender en decideret artillerienhed af sted.
ARTHUR er en del af stabs- og målopklaringsbatteriet under Danske Division. Med en stor sækkevidde og med en nøjagtighed på halvanden meter, kan den danske radar og soldaterne sender positioner på fjendtligt artilleri, raketter eller morterer videre til alle former for våbensystemer. Lige fra kampfly, helikoptere og til lette morterenheder m.m.
Hvis det danske styrkebidrag skal af sted, så får de danske artillerister en vigtig rolle. Populært sagt kan man sige, at ARTHUR er klar til at advare egne styrker, hvis der er en snebold på vej. Samtidigt kan han videresende oplysninger, så man kan returnere en præcis snebold inden modstanderens rammer.
- Briterne har selv et artilleripejlerader system, men deres enheder har travlt i Irak. Derfor vil de meget gerne have os til Afghanistan, siger kaptajn Peter Brahe, der er chef for stabs- og målopklaringsbatteriet ved 3. Førings- og Målopklaringsafdeling ved Danske Artilleriregiment.
Udstyr og soldater i topklasse
Det danske detachement kan beskytte og overvåge faste installationer som lejre m.m. Men de kan også deltage i luftbårne operationer med de Røde Djævle fra 3rd Battalion The Parachute Regiment. Det er englændernes hovedkampgruppe. Faktisk er det kun køretøjerne, der sætter begrænsningerne.
- Her har vi heldigvis en MAN 27 lastbil. Den er stærk i terrænet, siger kaptajn Peter Brahe.
Udstyret er i orden - det samme kan man sige om soldaterne. Batteriet stillede folk til de første Provincial Reconstuction Teams (PRT) i Feyzabad i Afghanistan sidste år.
- Det er erfarne folk og de kender miljøet. Det er en højrisikomission - det ved vi, men siden 1. november har vi trænet målopklaring og det er vi klar til. Det er et meget troværdigt bidrag. Det er jeg stolt af, siger Peter Brahe.
Kilde: Forsvarskommandoen.
Læs mere om ARTHUR.
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2440Art.htm.