
Forsvaret har nu fjernet Danske Artilleriregiments verbale angreb på flere folketingspolitikere. Ministeren undskylder soldaternes mulige frustration - som Holger K. kalder piveri og overfølsomhed.
- Det er ok, at artiklen nu er hevet ud, siger SF´s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, til Artilleriet.dk.
Under overskriften "Politisk overfald på kaserne" blev der rettet et skarpt verbalt angreb mod de politikere, der havde stillet spørgsmål vedr. Varde Kaserne på baggrund af et læserbrev fra en netop hjemsendt værnepligtig.
Artiklen var en tilkøbt leder fra Jydske Vestkysten, der i skarpe vendinger vendte sig mod at "Christiansborg-politikere med den tidligere formand for SF, Holger K. Nielsen, i spidsen rettede noget af et spredehaglsmissil mod Varde."
Et indlæg af den art er meget usædvanlig for en officiel militær hjemmeside eller publikation. Normalt udvises der respekt for de politiske arbejdsgivere. Oberst Kahle har også i pressen, bl.a. i Jydske Vestkysten, i klare vendinger beklaget sig over politikernes spørgsmål.
På hjemmesiden har der endnu ikke været bragt en gennemgang af hvad undersøgelserne viste.
Fjernet fra centralt hold
Da Artilleriet.dk 11. jan. spørger Holger K. Nielsen om en kommentar til kasernens brug af den politiske leder, fører det til et officielt spørgsmål til forsvarsminister Søren Gade: Hvad er ministerens kommentar?
Et sådant spørgsmål går på sædvanlig vis fra ministeren via ministeriet til Forsvarskommandoen, FKO, inden ministeren svarer. Den opmærksomhed betød at artiklen nu er fjernet, hvilket Holger K. er tilfreds med.
Utilfreds med Gades svar
Derimod er Holger K. ikke tilfreds med Gades svar, hvor der bl.a. står:
- Videregivelsen af den omtalte leder skal formentlig ses i sammenhæng med de frustrationer, som de militært ansatte på Varde Kaserne må føle, når et indlæg i en avis om en enkeltpersons oplevelser af situationen på kasernen bringer deres ellers store arbejdsindsats i miskredit, herunder at nogle få befalingsmænds og officerers eventuelle fejltrin uden videre overføres på alle befalingsmænd og officerer.
Det svar kalder Holger K. for medløberi:
- Vi har ikke bragt nogens indsats i miskredit, siger han til Artilleriet.dk.
Derimod har SF blot søgt at få afklaret hvad der er sket og ikke sket og hvilke konsekvenser ministeren evt. ville drage, fremhæver han, og afviser de har søgt at generalisere.
Artilleriet.dk har ikke ved en gennemgang af de foreløbige 25 officielle spørgsmål og udtalelser til pressen fundet eksempler på den omtalte generalisering. Tværtimod har fokus været på at få afklaret forholdene og om hvorvidt politiske målsætninger af bl.a. kønsmæssige karakter bliver ført ud i livet.
Holger K.: Tilbagevis i stedet for at pive
Holger K. finder det fortsat underligt, at Danske Artilleriregiment har reageret ved i første omgang at bringe det hårde politiske udfald:
- Ledelsen på Varde Kaserne er overfølsom. Tag det dog som det er. Tag dog bare at tilbagevise påstandene i stedet for alt det piveri. Det er en underlig adfærd, siger Holger K. til Artilleriet.dk.
Efter fjernelsen af det politiske angreb på Danske Artilleriregiments hjemmeside, agter SF´s forsvarsordfører ikke at gøre mere ved sagen.
Artiklen kan frit citeres, helt eller delvist, blot Artilleriet.dk anføres som kilde.
Seneste kilde: Folketinget.
Baggrund:
ons. 11. jan. 2006: Kaserne overfalder SF
tors. 22. dec. 2005: Kahle træt af spøgelsesjagt
tors. 22. dec. 2005: Krænkende kønspolitisk debat
ons. 14. dec. 2005: Status på kønskrænkende adfærd er ...?
ons. 14. dec. 2005: Mangelfuld uddannelse?
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2435DAR.htm.