tirs. 3. jan. 2006
Søren Gade vil nu nærmere have undersøgt påstandene om værnepligtiges selvtægt overfor talsmænd på Varde Kaserne. Dermed ryger sagen retur til Forsvarskommandoen (FKO), der tidligere ikke har kunnet bekræfte oplysningerne.
Det fremgår af et svar i dag fra forsvarsminister Søren Gade til Forsvarsudvalget.
I et debatindlæg 14. dec. 2005 beskrev Jeppe Nybye, der netop havde afsluttet sin værnepligt på Varde Kaserne, forholdene:
- I forbindelse med at min delings talsmand (tillidsmand) var fraværende, gjorde en befalingsmand det klart for os, at han fandt det uforståeligt, at vi havde valgt en dårlig soldat til talsmand. Talsmanden skulle ifølge ham være et forbillede for os andre. Derfor opfordrede han os til at maskere os i forsvarets udleverede gasmaske og idrætstøj og give ham nogle slag, helst steder på kroppen, hvor det ikke kunne ses. Så kunne han lære, at han skulle tage sig sammen! Bagefter tilføjede befalingsmanden: I har selvfølgelig ikke fået ideen fra mig. Ingen tog imod opfordringen.
I Politiken samme dag blev historien bekræftet af to andre navngivne tidl. værnepligtige.
Historien er bekræftet
FKO kunne i sit første svar til ministeren dog ikke bekræfte de påståede opfordringer til selvtægt. Det var ikke tilstrækkeligt for Søren Gade:
- På baggrund af den tidligere talsmands læserbrev i Politiken den 23. december 2005 har jeg bedt Forsvarskommandoen undersøge sagen nærmere.
Og er det noget om sagen, er formanden for formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Nielsen, ikke i tvivl om hvad der skal ske. Hvis der er noget om snakken, har den konkrete befalingsmand ingen fremtid i det danske militær, mener han.
- Kan det dokumenteres, at befalingsmanden har opfordret til at tæve en talsmand, er det ikke en befalingsmand vi har brug for i forsvaret. Uanset om en talsmand gør det godt eller dårligt, er der nogle systemer, så man kan klage. Løsningen er ikke, at man giver ham nogle bank. Det er jo helt uhørt, sagde Flemming Nielsen til Arbejderen 21. dec.
Generelt problem
Chikanen overfor talsmænd er et generelt problem, har en rundspørge vist.
- Otte ud af de 12 landstalsmænd er blevet vurderet som under gennemsnittet, og fire af dem har endda fået den laveste karakter med den begrundelse, at de har brugt tid på at varetage deres tillidshverv. Og flere har fået at vide, at det er blevet bestemt på højere sted, fortalte Lars M. H. Hansen fra Værnepligtsrådet til Politiken 16. dec.
Værnepligtsrådet holdt møde med Hærens Operative Kommando om sagen 21. dec.
Seneste kilde: Folketinget.dk.
Læs mere om sagen:
lør. 31. dec. 2005: Også kritik af garderhusarer
ons. 21. dec. 2005: Talsmænd kanøfles
fre. 16. dec. 2005: Kritikerne har nok ret
fre. 16. dec. 2005: Militæret chikanerer talsmænd
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/24182UD.htm.