Intet bemærket

tirs. 3. jan. 2006

Kun tre ud af ti kvinder er blevet spurgt om deres erfaringer i "Kællingebatteriet" - et ord der drilagtigt er brugt i konkurrencesituationer. Sådan forlyder det i et officielt svar.

Lone Dybkjær (RV) havde generelt bedt forsvarsministeren kommentere debatindlægget af Jeppe Nybye i Politiken onsdag den 14. december 2005.

Vedr. krænkende adfærd overfor kvinder svarede Søren Gade:
     "Forsvarskommandoen oplyser, at anklagerne om sexchikane og krænkende adfærd har været forelagt kasernens personlige rådgiver, der indgår i forsvarets særlige organisation for personlig rådgivning. Vedkommende har ikke hørt om episoder på kasernen og kan ikke bekræfte det anførte.
     Det er dog konstateret, at den ene underafdeling i enkelte tilfælde, og især i konkurrencesituationer, drilagtigt er blevet omtalt som "kællingebatteriet" af nogle menige og befalingsmænd fra den anden underafdeling.
     I den først omtalte underafdeling har der været 4 kvindelige værnepligtige, hvoraf 3 har tegnet kontrakt med forsvaret og er sendt på sergentskole. Derudover har der været 4 kvindelige officerer ud af underafdelingens 10 befalingsmænd af officersgruppen, og der har været 2 kvindelige sergenter ud af underafdelingens 25 befalingsmænd af sergentgruppen. Danske Artilleriregiment har haft mulighed for at tale med 3 af de 10 kvinder, og ingen af disse har været udsat for eller bemærket kønskrænkende adfærd.
     Jeg finder det beklageligt, at de anførte udtalelser har givet det indtryk, at forsvaret generelt skulle være negativt indstillet over for kvinder, hvilket ikke er tilfældet. Jeg henviser i øvrigt til min besvarelse af spørgsmål 9."

Seneste kilde: Folketinget.dk (Bilag til forsvarsministerens skrivelse af 3. januar 2006 (Alm. del) Spørgsmål 8).

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/24172UD.htm.