Og de blev artillerister ...

Af KT J. Rysgaard, PAM 4, Hærens Officersskole, juni 2005


 

Velkommen til, kære kollegaer. Som artillerister går I en spændende fremtid i møde.

Følgende er tilegnet de af mine kollegaer som også skal til Varde. Ikke mindst de som skal skifte våbenart.

Next stop Varde
     Flere på skolen taler om artilleriet, som om det er en skraldespand for de officerer som ikke får opfyldt nogen af deres ønsker i forbindelse med fordeling af regimentspladser. Det mener jeg er ufortjent omtale. Når man som regiment skal optage 25 premierløjtnanter ud af et hold på 87, så vil der nødvendigvis være nogen som mod deres vilje bliver placeret i Varde. Til dem kan jeg sige, at Varde ikke er så slem, som nogen giver udtryk for. Desuden skal man huske at ikke alle er blevet tvunget til Varde, flere af os havde DAR som første prioritet og det var med tilfredshed vi takkede ja til en plads der.

Ikk´ så ring´ endda
     Tidligere er der også kadetter som er blevet tvunget til Varde og dem var der også nogle af på hold LÆS. Efter deres våbenkursus har flere af dem udtrykt at DAR "vist ik´ er så ringe endda" og måske ligefrem udtrykt stor tilfredshed med den forestående tjeneste. Desuden er det ikke verdens undergang at være artillerist. Kan man absolut ikke døje det, står det en frit for at søge væk, men jeg mener trods alt at DAR skal have en chance for at vise hvor spændende en arbejdsplads det er.

Alsidig tjeneste
     Som en del af forsvarsforliget har man valgt at sammenlægge de to sidste artilleriregimenter i Danmark til ét i Varde under navnet Danske Artilleriregiment (DAR). Og dermed åbner der sig nye muligheder for alsidig tjeneste ved DAR end der tidligere har været i artilleriet, såsom UAV´erne, Arthur, Luftværnsmissilbatterierne, Feltartilleriet, TACP-batteriet og ikke mindst Hærens Artilleriskole (Hærens Ildstøtteskole fra 1. januar 2006), for blot at nævne nogle af mulighederne. Her skal man heller ikke frygte skoletjenesten, da skolen ligger ved regimentet, modsat eksempelvis kamptropperne som sendes til Oksbøl uanset daglige tjenestested.

Patruljering
     Hos DAR gennemføres der som ved alle andre regimenter HBU/HRU i uddannelsesbataljonen. Her skal det nævnes at der har været tale om at andre end blot kamptrop-regimenterne kan få til opgave at opstille et liniekompagni til eksempelvis patruljering under udsendelse. Dette vil give et afbræk i en hverdag som ellers vil være koncentreret om artilleri og hjælpe os til at bibeholde vores soldatermæssige færdigheder. For vi er trods alt alle soldater som gerne skulle besidde en bred anvendelighed.

De bløde værdier
     Med hensyn til de bløde værdier så er det vel i sidste ende også rart at komme til et nyt sted sammen med en masse fra samme årgang. Det indbyder til større sammenhold, og vi skal også tænke på at de koner/kærester som også står i Varde for første gang. Det sociale netværk understøttes også af en særdeles god løsning i form af en pigeklub, som efterhånden som vi nærmer os udnævnelsen, vil kontakte os for at hjælpe alle på plads.

Idræt (Tidl. kendt som FUT)
     Hos DAR har der i de seneste år været en nedadgående kurve for deltagelse i idrætsstævner arrangeret af forsvaret. Det skal vi være med til at lave om på. Når vi stiller med så stor en del af en årgang bør det være muligt at videreføre nogle af de gode vaner fra HO m.h.p. deltagelse i stævner uden for regimentet. Det skal og bør være i alles interesse at regimenterne deltager i de stævner som forsvaret arrangerer således at man kan tale om brede- såvel som eliteidræt. Skulle denne tekst blive læst af Flyvevåbnets eller Søværnets folk, kan jeg kun opfordre til større deltagelse også fra deres side.

Velkommen til!
     Med hold LÆS udnævnelse overstået er vi det ældste OGU hold. Inden vi ser os om er der gået et år og vi er på vej til vores nye tjenestesteder herunder Varde. Lad os mødes med en positiv indgangsvinkel til Dronningens Artilleriregiment på trods af at placeringen ikke var førstevalget. Jeg ved, jeg glæder mig, og jeg ser frem til samarbejdet i Varde. Må jeg byde dig velkommen til regimentet på vegne af mig selv og andre artillerister.

Supplerende læsestof
     Som læsestof kan der henvises til Dansk Artilleri-Tidsskrift som findes på skolens bibliotek og omdeles sædvanligvis i klasserne. På hjemmesiden http://www.pindsvinet.dk/DAR/ finder man en del information om regimenternes historie og fremtid. Yderligere kan findes www.hok.dk/dar/. Vi ses i Varde!

Kilde: Homer, 2005, nr. 2 (udgivet af Hærens Officersskole).

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2394.htm.