ons. 21. dec. 2005
Hvis en befalingsmand eller officer på Varde Kaserne optræder krænkende eller er grov overfor kvindelige soldater eller andre værnepligtige, så er der lukket for lønforhøjelser.
Det viser den redegørelse som chefen for Varde Kaserne, oberst Verner Kahle nu sender til forsvarsministeren.
- Hvis en overordnet har en sag om krænkelse kommer vedkommende ikke i betragtning til Ny Løn. Det er en del af min lønpolitik, siger Verner Kahle til DR Syd.
I kølvandet på et kritisk læserbrev fra en tidligere værnepligtig skal forsvarsminister Søren Gade svare Folketinget på hvad Vardes regimentschef har gjort for at "ændre den kønskrænkende kultur på kasernen".
- Jeg mener faktisk ikke vi har sådan en kultur. Der skydes med spredehagl mod hele kasernen. Det er vildt frustrerende, siger oberst Kahle.
Han vil i sin redegørelse til forsvarsministeren dokumentere, hvordan han ved paroler og udnævnelser i både skrift og tale har pointeret forsvarets regler for god tone, orden og mandskabsbehandling.
Seneste kilde: DR Syd.
Baggrund:
fre. 16. dec. 2005: Kritikerne har nok ret
ons. 14. dec. 2005: "Kællinge-batteriet"
ons. 14. dec. 2005: Status på kønskrænkende adfærd er ...?
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2364DAR.htm.