Tronarving skudt i gang

Af premierløjtnant A. Wisen, salutkommandør, 1. Artilleriafdeling, nov. 2005


Præcis kl. 12. d. 15. okt. 2005: 21 skud fra Kronborg som en hilsen til den nye tronarving. 

Det var lige før, kronprinsesse Mary havde taget fusen på det samlede danske artilleri i forbindelse med fødslen af tronarvingen.

Planen var nemlig, at salutkommandoet fra Danske Artilleriregiment først skulle drage til Kronborg, hvor saluteringen skulle finde sted, den 29. september.
     Men Mary valgte altså at få lidt plukveer allerede den 14. september, da hun blev indlagt på Rigshospitalet. I al hast blev 37 mand trukket i tøjet og sendt til Kronborg for at være klar, hvis fødslen skulle gå i gang. Det ville i givet fald ske uden foregående indøvelse, og det gav lidt kold sved på overlæben.
     Næste morgen tog holdet af sted og gjorde klar på Kronborg. Sent samme dag vendte de imidlertid tilbage til Oksbøl for at være klar til at være klar. Få dage senere kom ordren om, at 1. Artilleriafdeling igen skulle til Nordsjælland. Da vi ikke kunne vide præcist, hvornår fødslen ville indtræffe, besluttede afdelingen at lade to hold uddanne, således at det ene kunne være på vagt i Nordsjælland og det andet kunne gennemføre den daglige tjeneste i hjemgarnisonen.
     Denne gang drog godt 50 mand til Kronborg, hvor de to hold blev uddannet eller fik repeteret deres uddannelse. Da det ene hold var færdig med uddannelse, kørte de tilbage igen til Oksbøl, mens det andet hold fortsatte til Høvelte Kaserne, hvor de skulle indkvarteres under opholdet. Planen var, de to hold skulle skifte hver mandag, således at holdene befandt sig en uge af gangen i Høvelte.

I god tid
     En gennemsnitlig arbejdsdag for salutkommandoet under denne periode så således ud:
     - Møde kl. 10, appel og afgang til Helsingør. Vi var der hver dag i god tid, således at vi var klar kl. 12. Trafikpropper, uheld og lignende skulle ikke ødelægge det for os.
     Fra kl. 1120 startede forberedelserne. Ladeholdene marcherede til bastionen, og ammunition, fængrør, aftrækkersnor og lignende blev klargjort ved de 16 kanoner. Endvidere iværksatte vi afspærring af området foran bastionen. Dagligt var det ikke det store problem - skoleklasser og japanske turister forstod efterhånden, hvorfor det var vigtigt med afspærringen.
     Kl. 1140 marcherede betjeningsmandskabet til bastionen - ofte til taktfast tælling fra adskillige seksårige drenge (og pædagoger). Denne march var ofte et større tilløbsstykke og signal til, at folk, der var på besøg på Kronborg, begyndte at stimle sammen ved voldene i håb om, at vi skulle skyde salutten. Ti minutter i tolv blev der kommanderet til kanon og klargøring med aftrækkersnor og fængrør, idet kanonerne ikke blev ladt! To gange gennemførte vi salut med 200 gram ladninger. Dette var for at rutinere kanonfolkene i aftrækket, samt ladeholdenes genladning af kanoner. Endvidere skulle det vise sig, at klikkere med prøveladninger gav gode erfaringer til både salutkommandør, skud- og tidtæller.
     ƒt minut over tolv blev der kommanderet bag kanon, og kanonfolkene marcherede væk fra bastionen, mens ladeholdene pakkede sammen. Kl. 1230 kørte hele kommandoet tilbage til Høvelte. At der skulle saluteres præcis kl. 12 er en følge af protokollen. Den siger nemlig, at der i forbindelse med en kongelig fødsel skal afgives en 21 skuds salut samme dag, som fødslen foregår inden kl. 12. Sker fødsel efter kl. 12, skal salutten gennemføres dagen efter kl. 12.

Endelig var det alvor
     Tilbage på Høvelte kaserne blev der herefter gennemført forskellige uddannelsesaktiviteter. På hverdage blev der uddannet i signaltjeneste, panserværnsvåben M/95, skyttetjeneste og idræt. Der var dage, hvor uddannelse blev gennemført inden afmarch til Helsingør. En sådan dag startede typisk kl. syv og varede indtil 1430. Det bedste ved de dage var naturligvis, at personellet havde eftermiddagen fri til egen disposition.
     Efter halvanden uge skulle det hele så stå sin prøve. Meget tidligt den 15. oktober fik kommandoet besked om, at kronprinsessen var nedkommet med en lille prins, og at salutten skulle gennemføres kl. 1200 - lige på slaget.
     Præcist som de andre dage - måske lidt før - kørte salutkommandoet til Kronborg. På præcist samme måde som alle de andre dage blev kanonerne klargjort, og præcis som alle de andre dage blev der befalet til kanon kl. 1150, og aftrækkersnorene blev klargjorte. Men denne dag var det alligevel anderledes. Kanonerne blev ladt - ikke med 200 gram, men med 500 gram sort krudt, for nu skulle der saluteres rigtigt for den nye prins og hans forældre.
     Dagen var også anderledes derhen, at det nu ikke kun var en enkelt børnehaveklasse og en busfuld turister, der overværede salutten. Nu havde flere tusinder fundet vej til Kronborg for at se salutten for den nyfødte prins. Og ikke kun ad landevejen havde tilskuerne fundet vej til Kronborg. Uden for Kronborg Pynten lå der adskillelige større og mindre både og overværede salutten.
     Præcis kl. 12 blev stilheden brudt af larmen fra det første skud, og sådan gik det med seks sekunder mellem skuddene, indtil alle 21 skud var affyret. Og selv om der var nogle klikkere, så bevarede salutkommandøren fatningen ved hurtigt at befale en anden kanon til at skyde det manglende skud - også da der var fire fusere i træk!
     Da alle 21 skud var affyret, og da kommandoet var under udmarch fra bastionen, modtog kommandoet en meget velfortjent applaus fra det vel nok største publikum til en salut nogen sinde.
     Senere - da ladeholdet var færdig med sit arbejde - var Helsingør by vært ved en tår at drikke og en sandwich. Ændringen fra alle de andre dage i Nordsjælland var, at nu gik turen hjem til Oksbøl.

Artiklen blev bragt i Hærnyt 2005, nr. 4.

Læs mere:
lør. 15. okt. 2005: Smuk salut for den ny prins
lør. 15. okt. 2005: Lyserød stue så salutten
fre. 14. okt. 2005: Stadig klar til prinsesalut
man. 10. okt. 2005: Tavs telefon - aktiv uddannelse
ons. 28. sept. 2005: 21 skud for kongelig baby
tirs. 27. sept. 2005: 37 mand venter på Mary

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/23631AA.htm.