Flere hørte om tærskehold

tors. 15. dec. 2005

Flere værnepligtige bekræfter Nybyes oplysninger, at en befalingsmand opfordrede til vold mod landstalsmanden.

Den tidligere landstalsmand på Varde Kaserne, Peter Krogh Johansen, var på hold med Jeppe Nybye. Peter har selv i holdets fire måneders værnepligt frem til udgangen af november ofte kritiseret forholdene over for ledelsen i Danske Artilleriregiment.
     - De kan ikke finde ud af at behandle folk ordentligt. Så når jeg påpegede det, blev de sure, siger Peter Krogh Johansen til Politiken.

Rygter om tærskehold
     Derfor er han også enig med nogle af Jeppe Nybyes andre kritikpunkter af forholdene. Blandt andet at sergenterne har en tendens til at være ligeglade med reglerne. Endelig bekræfter Peter Krogh Johansen, at han også har hørt, at en befalingsmand opfordrede værnepligtige til at banke ham, fordi han var upopulær hos kasernens ledelse.
     - Det er korrekt. Fordi jeg ofte har kritiseret dem, har det udviklet sig til nærmest had, siger han.
     Dermed bekræfter han Jeppe Nybyes oplysninger. Og det støttes også af en anden tidligere værnepligtig på holdet.
     - Jeg hørte selv befalingsmanden sige det. De var efter talsmanden, fordi han var for meget inde i reglerne og vores rettigheder. Derfor brød de sig ikke om ham, siger Asger Petersen til Politiken.
     Oberst Werner Kahle har nu lovet, at han vil prøve at nå til bunds i anklagerne om tæskehold.

Seneste kilde: Politiken.

Baggrund:
ons. 14. dec. 2005: Totalforsvar undermineret
ons. 14. dec. 2005: Læserbrev fører til undersøgelse
tirs. 13. dec. 2005: Ram rigtigt, så undgår man krigsfanger!

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/23462UD.htm.