"Kællinge-batteriet"

Af Ove R. Aslaug, artilleriet.dk, ons. 14. dec. 2005



"Der er behov for at dreje skruen en gang mere for at få forsvaret til at træde ind i vores århundrede, når det gælder kønsligestilling."
Pernille Vigsø, SF. 

- 1. batteri er et kællinge-batteri, hvor der går en flok ludere. Sådan var sproget i uddannelsesafdelingens 2. batteri, især blandt sergenterne. Den sag vækker harme hos SF, der vil have Søren Gade til at stramme skruen endnu mere.

At sprogbrugen virkelig var sådan, beretter Jeppe Nyboe, HBU-soldat (værnepligtig) på Varde Kaserne aug.-nov. 2005. Det fremgår af hans læserbrev i Politiken i dag, hvor han bl.a. skriver:
     "Danmark bliver betragtet som et foregangsland, når det gælder ligestilling mellem kønnene. Men i forsvaret er der helt andre toner. Godt nok gør forsvaret meget for at holde på de kvinder, der ønsker at skrive kontrakt, blandt andet ved hjælp af positiv særbehandling.
     Men blandt de mandlige kolleger er holdningen til kvinder en anden, hvor især sergenterne har en nedladende attitude over for kvinder. Kvinder blev konsekvent kaldt for kællinger og ludere, som bare skal have pik eller kneppes.
     Kællingebatteriet var den uofficielle betegnelse for 1. batteri blandt 2. batteris befalingsmænd, som ikke lod en chance for at sige det forsvinde. Grunden var, at det var i det batteri, de menige kvinder var blevet placeret.
     En premierløjtnant udtrykte meget præcist, hvor fremmedgjorte kvinder er i det danske forsvar, da en menig havde chikaneret en kvinde i konstabelmessen. Til morgenappel indskærpede premierløjtnanten, at det var strengt forbudt at chikanere mennesker af et andet køn. Sagt som man siger 'mennesker af anden etnisk baggrund'. Jeg havde efter seancen ikke svært ved at konkludere, at kvinder er forsvarets perkere."

SF: Der skal gøres mere!
     Denne beretning om kønsdiskriminerende adfærd får SF´s Pernille Vigsø til vurdere:
     - Der er behov for at gøre en meget mere massiv indsats for at ændre kulturen.
     Pernille Vigsø kræver derfor yderligere handling efter at ministeren lovede en række initiativer tilbage i 2003.
     - Forsvarsministeren og ligestillingsministeren bør tage en alvorlig snak med hinanden om dette meget alvorlige problem. Allerede i 2003 kom de første rapporter om dybt kønskrænkende adfærd i forsvaret, og der blev lovet bod og bedring. Men de her historier fra værnepligtige vidner jo om, at der nærmest intet er sket, selvom der bliver lavet rapporter og netværksgrupper. Der er behov for at gribe tingene langt mere drastisk an. Det kan ikke nytte noget, at man slår sig til tåls med, at en officer fortæller at han skam har sagt "fy" til sine underordnede, når vi samtidig kan se, at den dybt nedladende holdning mange i forsvaret har til kvinder, ufortrødent fortsætter. Konsekvent omtale af kvinder som ludere og kællinger er jo ikke bare et udtryk for en drenget talemåde. Det er et udtryk for ringeagt for både kolleger og halvdelen af de mennesker, som man skulle forestille at forsvare.
     Pernille Vigsø vil nu have Søren Gade til at følge op på de mange tiltag der blev lovet i 2003, da SF sidst tog sagen op, og hun har bedt ham tage stilling til, om indsatsen på området skal opprioriteres, ligesom hun har bedt ham overveje muligheden for sanktioner, hvis overordnede udviser kønskrænkende adfærd i handling eller tale.
     - Der er behov for at dreje skruen en gang mere for at få forsvaret til at træde ind i vores århundrede, når det gælder kønsligestilling, siger hun.

Baggrund:
ons. 14. dec. 2005: Officer: Dræb og undgå fanger
ons. 14. dec. 2005: Totalforsvar undermineret
ons. 14. dec. 2005: HOK tavs om undervisning

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/23402UD.htm.