Danske Artilleriregiment indleder nu en undersøgelse af forholdene for det seneste hold værnepligtige. Det sker efter påstande om, at de blev undervist i at omgå krigens love - blandt andet ved at dræbe frem for at tage fanger.
Omkring 150 værnepligtige på Varde Kaserne blev opfordret til at dræbe frem for at tage krigsfanger, da de blev undervist i Genévekonventionens afsnit om krigsfanger. Med begrundelsen, at en fangelejr var en spejderlejr.
Det siger 20-årige Jeppe Nybye, som for to uger siden afsluttede sin fire måneders værnepligt i Danske Artilleriregiment.
Han havde glædet sig til at komme i militæret og overvejede at få en lederuddannelse. Men han fik et chok.
Fanger har det for godt
Især da en premierløjtnant underviste i krigens regler:
- Han forklarede, at fanger skal have de samme betingelser som danske soldater, der blev taget til fange. Derfor mente han, at man kunne sammenligne en krigsfangelejr med en spejderlejr. Fanger har det for godt. Derfor skulle vi sørge for at ramme rigtigt og dræbe, for så undgår vi at tage krigsfanger, siger Jeppe Nybye.
Den episode husker også en af de andre på holdet, som Politiken har talt med.
Den militære basisuddannelse har 32 timers introduktion til internationale bestemmelser, når man forbereder til internationale operationer. Den teoretiske del bliver indkorporeret i den praktiske del af uddannelsen.
Kællinger og ludere
Jeppe Nybye har skrevet et indlæg til Politiken om sine oplevelser under værnepligten: En befalingsmand opfordrede de værnepligtige til at tæske deres talsmand. Kvindelige værnepligtige blev kaldt for kællinger og ludere. Og de værnepligtige brugte mere tid på at trille tommelfingre end på at lære noget.
Forsvaret indleder nu en undersøgelse. Regimentschef Werner Kahle har bedt om en skriftlig redegørelse fra premierløjtnanten, der tirsdag blev kaldt hjem fra øvelse for at skrive en redegørelse.
Kahle vil også undersøge hvilke befalingsmænd, der står bag de andre chikanerier.
Helt uacceptabelt
- Selv hvis det med krigsfangerne er sagt med et glimt i øjet, siger man ikke sådan noget. Det er helt uacceptabelt. Jeg tager skarp afstand fra det, siger oberst Werner Kahle og tilføjer:
- Jeg er utrolig ked af, hvis det her har fundet sted. Og jeg er ked af, at det ikke er kommet frem, mens de værnepligtige var her, for så kunne vi nemmere have grebet ind.
Også den øverste chef for værnepligtsuddannelsen i Danmark, oberstløjtnant Jens Kofoed, lægger afstand:
- Vi ligger stor vægt på at uddanne i krigens love, men hvis der er noget om snakken, så vil vi selvfølgelig sætte ind for at forbedre forholdene, siger han til Berlingske Tidende.
Formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Nielsen kræver handling. Også over for den befalingsmand, der opfordrede til at tæske de værnepligtiges talsmand:
- Jeg er dybt rystet. Sådan en befalingsmand har sin karriere bag sig i forsvaret.
Kilder: Politiken.dk/.., DR Syd og berlingske.dk.
Læs Jeppe Nyboes læserbrev i politiken.
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/23302UD.htm.