lør. 3. dec. 2005

To områder på Varde Kaserne har netop fået navn for at mindes fortiden. Regnvandsbassinet hedder nu "Sjælsø". Området omkring, der bl.a. er mindelund, bærer navnet "Sjælsmark": På Sjælsmark Kaserne boede tidligere Kongens Artilleriregiment.
Det skete fredag d. 2. dec. 2005 ved en ceremoni på Varde Kaserne, hvor chefen for Danske Artilleriregiment, oberst W.P. Kahle, begrundede det således:
"I forbindelsen med nedlæggelsen af Sjælsmark Kaserne og sammendragningen af alt artilleri her i Varde har det været os meget magtpålæggende at bevare artilleriets historie, og at de bedste historiske genstande fra alle tidligere regimenter kom her til Varde. Varde Kaserne er nu den eneste tilbageværende artillerikaserne i Danmark, og derfor er det vigtigt, at vi her har klenodier og navne, som minder de ansatte om, at vi har rødder mange steder i landet.
I forbindelse med det forrige forsvarsforlig, hvor det blev besluttet at udvide Varde Kaserne, blev dette område, som vi nu står i, etableret. Alle Vardensere ved, at Varde Å ved højvande og kraftig regn kan gå over sine bredder. Derfor er det vigtigt, at tilløb af regnvand til åen kan reguleres. Der opsamles rigtig meget regnvand på Varde Kaserne, og for at alt dette ikke skal løbe ud i Varde Å på en gang, blev dette regnvandsbassin etableret. I dag er der kun vand i søen, men ved kraftigt regnvejr løber vandet helt hen til voldene i baggrunden.
Området, som også huser vores Mindelund for faldne artillerister og vores nye kunstværk Shadowline, har aldrig fået et navn, men en af vores unge officerer fik derfor den ide at kalde søen for Sjælsø og det grønne område for Sjælsmark. På den måde fik vi også navnemæssigt en del af Sjælsmark Kaserne placeret her på Varde Kaserne. Vi er mange som synes, at ideen er rigtig god, og jeg vil godt benytte lejligheden til at honorere kaptajn Risvig for hans forslag med to flasker rødvin doneret af det nu lukkede Kongens Artilleriregiment.
På Sjælsmark Kaserne var det en tradition, at de værnepligtige enheder ved hjemsendelse plantede et træ på kasernen. I de senere år har enhederne plantet japanske kirsebærtræer i en allé. Vi vil gerne bevare nogle af disse træer for eftertiden, og derfor blev alle kirsebærtræerne flyttet til det nye Sjælsmark her på Varde Kaserne, og I kan se alle træerne på volden i baggrunden. Med disse ord navngiver jeg hermed søen Sjælsø og området for Sjælsmark."
Seneste kilde: DAR.
Baggrund:
tors. 1. dec. 2005: Afsløring af nyt vartegn
man. 28. nov. 2005: Hvor er kasserne?
fre. 25. nov. 2005: Artillerister under jorden
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2317His.htm.