Førstehjælp reddede liv

fre. 2. dec. 2005


"Jeg synes de optrådte samlet med stor kompetence, ro og besindighed, og de er alle værdige repræsentanter for vores forsvar. Og som en udenfor, var jeg stolte af dem. Det kan I også være."

Personel fra 1. Artilleriafdeling ydede livreddende førstehjælp ved et færdselsuheld. Politimand er dybt imponeret over indsatsen.

John H. Rasmussen er politikommissær og leder af politihundeafdelingen i Odense og tilsynsførende med politihundearbejdet på Fyn.
     Han har skrevet flg. til Danske Artilleriregiment:

"Den 30. november 2005 kl. ca. 1500 kørte jeg ad Vestkystvejen i sydlig retning. Jeg havde været i Oksbøl Skydeterræn for at se mine folk arbejde med deres hunde på nedgravede effekter og var på vej mod motorvejen for at sætte kursen mod Odense.

Syd for Varde Å blev jeg, på et vejstykke der var spejlglat, opmærksom på en militær bus holde i vejsiden modsat min kørselsretning. Overfor holdt en lastbil med hænger i vejkanten med katastrofeblink. Da jeg kom nærmere konstaterede jeg en personbil liggende i højre vejside.
     Omkring denne bil var der noget militær personale. Nogle i gang med at dæmpe trafikken og andre i gang med 1. hjælp. På ansigtsudtrykkene kunne jeg med det samme konstatere, at der var tale om "situation alvor". Jeg valgte derfor at blive.
     I den tilskadekomne bil befandt sig en kvindelig oversergent, i gang med at understøtte en stærk tilskadekommet kvinde, der tilsyneladende lå bevidstløs, delvis fastspændt hen over forsædet. På forespørgsel fra mig viste oversergenten stor kompetence og professionalisme. Hun havde styr på vejrtrækning, puls og at den tilskadekomne var stabil trods hun var fra bevidsthed, ligesom hun var klar over, at den tilskadekomne ikke måtte flyttes af frygt for skader på nakke og ryg. Hun bevarede roen og overblikket trods situationen, og at den tilskadekomne brækkede sig ud over hende.
     Jeg kunne trygt koncentrere mig om at kontrollere om den hjælp, der var påkrævet var tilkaldt og derefter om regulering af trafikken, således at hun med sine folk kunne arbejde sikkert.

Kort tid efter kom ambulancen og der opstod en situation, der gjorde, at vi var nødt til at regulere med envejstrafik.
     Jeg behøvede ikke at sige noget. Straks vi gik i gang tog 2 mand fra enheden opstilling på  fløjene og med stor myndighed og autoritet hjalp de med til at få trafikken til at glide. Det viste sig nemlig, at situationen tog længere tid end regnet, idet ambulancen ikke turde køre inden der var kommet læge til stedet.

Ambulancepersonalet betegnede situationen som yderst kritisk for den tilskadekomne. Kommer hun nogenlunde ud af situationen kan hun med rette tænke på en oversergent der kæmpede for hende i de første svære minutter. Hun gjorde simpelthen de rigtige ting.
     Umiddelbart i forbindelse med, at de kørte, så jeg hende i øjnene og sagde, at jeg synes hun var sej og at det var flot gået. Da kunne jeg se, at hun havde kæmpet og var mærket af situationen.

Hvis jeg kort skal sige det, så synes jeg, de gjorde alt rigtigt. Mens tilskuerne forholdt sig tavse omkring, gik de ind og tog ansvar - standsede ulykken - ydede 1. hjælp. Jeg synes de optrådte samlet med stor kompetence, ro og besindighed, og de er alle værdige repræsentanter for vores forsvar. Og som en udenfor, var jeg stolte af dem. Det kan I også være."

Efterskrift på regimentets hjemmeside:
     "Danske Artilleriregiment er med rette meget stolte af personellet ved 1. Artilleriafdeling, som ydede den flotte indsats.
     Oberst W.P. Kahle har personligt takket de 8 soldater, der var involveret i den livreddende førstehjælp. De 8 soldater er oversergent A. Høi, sergent G.G. Kühne, overkonstabel-1 T.M. Pedersen, B.G. Klausen, K.P.B. Jensen og konstablerne J.B. Kleist og M.C.B. Larsen."

Kilde: DAR.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/23141AA.htm.