Ansat eller fyret?

Af Ove R. Aslaug, artilleriet.dk, ons. 30. nov. 2005


"Situationen p.t. er at ingen af os ved hvor fremtidige job ligger efter 1. jan. 2006."


- Er vi ansat eller fyret? Efter måneders venten ved en del ansatte fortsat ikke, om de er ansat fra 1. jan. De tidligere chefer er sat ud af spillet, udstikkerne har ikke tid og rygterne siger at folk presses ud. En ansat fra Sjælsmark Kaserne har nu klaget sin nød direkte til Forsvarsudvalget.

At nogle ville komme i klemme var frygtet hos ledelsen af Sjælsmark Kaserne. Da regimentet holdt afskedsparade sidst i juli var ni ud af ti ansatte videre, men de resterende ventede stadig på en endelig afklaring. Det ærgrede regimentschefen, oberst Mogens Andersen, der til forsvaret.dk udtalte:
     - Det gør ondt, og det er det eneste skår i glæden. Jeg havde gerne set, at jeg som chef for en personelforvaltende myndighed havde kørt rulleprocessen til ende. Men 1. april overtog Forsvarets Personeltjeneste den opgave. Men det er spillereglerne, og vi er også en del af en større sammenhæng.
     Af artiklen i forsvaret.dk fremgik det, at det overvejende var de civilt ansatte ved vedligeholdelsescenteret, der ventede på at få besked om, hvor de skal hen og hvilke jobs der var til dem. Det arbejde skulle afsluttes i Forsvarets Personeltjeneste, og man forventede at personellet fik besked først i september måned.
     Men genplaceringen af folk er altså langtfra slut, her sidst i november, fremgår det af henvendelsen til Forsvarsudvalget.

Brevet fra den (endnu) ansatte er dateret fredag 25. nov. 2005, modtaget af Folketinget mandag 28. nov. og omdelt dagen efter til medlemmerne af Forsvarsudvalget.
     Dokumentet ligger på Folketingets hjemmeside, dog i en anonymiseret form.
     Vi bringer nedenfor brevet i sin fulde ordlyd.


Til forsvarsudvalget

Emne: Ansat eller fyret?

Generelt:
     Lukning af Sjælsmark Kaserne, samt afsked eller genplacering.

Jeg er en af mange, de blå folk (depot, lager og håndværkere). Tjenestemænd, tjenestemandslignende, forsvaret ikke længere har brug for, forsvarsforliget 2005. Jeg og de fleste af mine kolleger modtog 6/9-2005 "Fyresedlen", ingen af os fik det job vi kunne søge på i februar måned.
     Rullemøderne har kørt, og i marts fik vi af vores daværende chef (er det ikke utroligt at alle de chefer, der har været med fra starten af den nye implementering nu alle sidder i jobs, hvor de mht. deres tidligere ansættelse ingen kompetance har?) den besked, at "I er Hærens Operative Kommando´s (HOK) bedste bud på den af jer ansøgte stilling".

Så langt, så godt.
     Forsvarets Personeltjeneste (FPT) opstod 1. april 2005. På Holmen i København. Vi fik alle en personlig udstikker, som vi kunne henvende os til.
     6/9-2005, da vi fik "fyresedlen", var de fleste udstikkere på sommerferie (ja det var den besked vi fik, da vi forgæves prøvede at komme i kontakt med dem), belejligt. Eller!!!!
     30/9-2005 blev der udsendt fyresedler til alle ikke tjenestemænd, tjenestemandslignende - fyret med 6 måneders varsel.
     I perioden mellem 6/9-30/9 blev der ved hjælp at forsvarets rådgivningscenter (FRO) skrevet høringssvar. Uden held, for forsvaret har åbenbart helt fravalgt de faglige organisationer!!
     Jeg erindrer i en TV-udsendelse i f.m. det nye forsvarsforlig MF Per Kaalund udtale, citat: "Personellet skal behandles ordentligt". Citat slut.
     Situationen p.t. er at ingen af os ved hvor fremtidige job ligger efter 1. jan. 2006.

Rygtet vil vide, at Finansministeriet har nedlagt veto med ventepenge (3 års løn).
     Rygtet siger også, at forsvaret skal tilbyde dem fra Sjælland job i Jylland, og dem fra Jylland job på Sjælland - således får man flest medarbejdere til selv at sige op. Kassetænkning!!!
     Det nu hedengangne regiment, Kongens Artilleriregiment, har gjort meget. Alle der ville er p.t. i gang med en ny uddannelse, meritforløb, men hvem har brug for det grå guld?
     Vil I be- eller afkræfte rygterne fra forsvarsministeriet!

Kilde: Folketinget.dk/...

Læs mere om Kongens Artilleriregiment, herunder lukningen og genplacering af de ansatte.
tirs. 16. aug. 2005: Farvel til Kongens Artilleriregiment
ons. 27. juli 2005: Militær bliver på Sjælland
april 2005: Bittert og frustreret personel

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2311KAR.htm.