Forventninger eller virkelighed?

Af oberst H.W. Jensen, KAR, aug. 2000

Som det vil være læserne bekendt afgår jeg fra Kongens Artilleriregiment med udgangen af august. Min nye funktion er pensioneret oberst.

"Forventninger eller virkelighed", del 2.
Del 1 blev bragt i KAR NYT, MAJ/JUN 1996, og er indlagt nederst på denne side af hensyn til nye læsere.
Da jeg ved min tiltræden af funktionen som regimentschef den første dag blev afhentet af min kører, spurgte han mig, om det så var mit ønskejob jeg skulle tiltræde. Det kunne jeg svare bekræftende på, og de forgangne næsten 4½ år har til fulde opfyldt mine daværende forventninger. Det har været et meget spændende job.
     Om forventningerne til mit chefvirke er blevet indfriet, må andre vurdere, men jeg har selvfølgelig min egen opfattelse af de resultater, regimentet har opnået i min regeringsperiode.

Der er to ting, der har ligget mig meget på sinde - uddannelse og personel. Det har været mit synspunkt, at alle regimentets anstrengelser skal sikre, at vi opnår de bedst mulige uddannelsesresultater, og at personellet bydes de bedst mulige betingelser for at virke optimalt og dermed også bidrage til personellets tilfredshed.
     Imidlertid må jeg indrømme at perioden fra 1996 til 2000 også har været præget af en vis - med et pænt udtryk - stagnation. Mål og midler har i perioden fjernet sig mere og mere fra hinanden, og det har betydet, at ikke alene regimentet men også foresatte myndigheder har måttet prioritere, og det er gået ud over visse af regimentets ansvarsområder.
     Det har givet anledning til frustrationer og deraf afledt utilfredshed, men det er vel i bund og grund enhver chefs opgave, at imødegå frustrationerne, og træffe afgørelser, der bedst muligt tilgodeser løsningen af de foreliggende opgaver.
     Imidlertid har vi måttet indstille os på, at somme tider er "godt nok" godt nok, medens vi på andre områder har måttet affinde os med væsentlige indskrænkninger.
     Et eksempel på dette sidste er aktiviteter for personel af reserven. I 1996, 1997 og til dels 1998 kunne vi endnu fastholde den etablerede uddannelsescyclus og de dertil hørende aktiviteter. Men herefter har det været så som så med mulighederne, og jeg er helt klar over, at der ikke er udelt tilfredshed med den måde, hvorpå regimentet har kunnet opfylde forventningerne til omfang og indhold af rådighedstjeneste. Min egen holdning har været, at i bedste fald kunne vi bevare det ekspertiseniveau, der nu engang var opnået, men at forbedringer ikke var mulig, og det tror jeg passer meget godt på situationen.

Jeg er imidlertid (født) optimist, og jeg kan se lys forude. Regimentets nye status som leder af divisionsartilleriet, og dermed i virkeligheden samlende for alt feltartilleri i hæren inklusiv kampgruppeartilleriet, vil give øgede muligheder for at iværksætte flere uddannelsesaktiviteter for ikke mindst personel af reserven. Jeg skal undlade at kommentere hvilke, det vil jeg overlade til min efterfølger at tage stilling til.

Der er selvfølgelig også positive ting at fremhæve fra den forgangne periode. Uanset alle beskæringer og besparelser, har det været muligt at opretholde stort set uændret uddannelsesforløb for de værnepligtige. Ved inspektioner har vores enheder opnået gode resultater, og regimentets hidtidige ry som "god til at uddanne soldater" har vi fastholdt. I sidste ende er de værnepligtige grundlaget for at løse regimentets øvrige opgaver - herunder de reelle operative opgaver, som vi har løst meget professionelt.
     I min periode har vi udsendt i alt tre kompagnier til international tjeneste i den Nordisk-Polske Brigade i Bosnien. I alle tre tilfælde har disse enheder gjort det rigtigt godt, og regimentet har høstet stor ære af indsatsen - personligt har jeg besøgt alle tre enheder on location, og hver gang har både brigadechef og brigadestab uopfordret og helt spontant givet udtryk for stor tilfredshed med det arbejde, der har været ydet af personellet, der har været et mix mellem fast personel og personel af reserven.
     Regimentet har også været godt repræsenteret, når vi taler om udsendelse af enkeltpersoner til international tjeneste, og der er kun få operationer - i NATO- eller FN-regi - hvor vi ikke har haft personel tjenstgørende.

Regimentets opstilling og uddannelse af enheder til Den Danske internationale Brigade ser jeg også som en succeshistorie. Jeg har gennem årene kunnet notere mig, at vores DIB-enheder sammenlignet med enheder fra andre regimentet ligger i top, når bemanding og uddannelsesstatus er blevet præsenteret i diverse chefsfora.

Ved afslutningen af min tjeneste vil jeg gerne takke alt personel af reserven for den interesse I har udvist for regimentet og de opgaver, som vi skulle løse i fællesskab. Selv om de seneste par år har været vanskelige, og disse vanskeligheder ikke mindst har berørt jer, så har jeg alligevel følt, at I har haft forståelse for regimentets situation. I har bevaret gejsten, og det har været en god og inspirerende oplevelse at arbejde sammen med jer. Jeg ønsker jer alle alt det bedste, og jeg håber I holder véd - Kongens Artilleriregiment har brug for jer. Lad fortsat regimentets valgsprog være jeres ledetråd:

Frisk og frejdigt fremad.

H.W. Jensen

Forventninger eller virkelighed ...
     (Del 1 bragt 1. gang i KAR NYT MAJ/JUN 1996)

Af oberst H.W. Jensen

"Er det så ønskejobbet, hr. oberst?" Sådan spurgte min kører, da han kørte mig til tjeneste på min første dag som aktiv i mit nye job som chef for Kongens Artilleriregiment.
     Svaret var let, for stillingen har stået øverst på min ønskeseddel, siden jeg for 7-8 år siden fik fornemmelsen af, at chefstolen var inden for rækkevidde.

Det er min tredje tjenesteperiode ved regimentet, men efter ca. 6½ års fravær har jeg erkendt, at personelrotationer m.v. har medført, at det kun er et mindretal af såvel det tjenestegørende som reservepersonellet, jeg kender - et forhold der sikkert er gensidigt - hvorfor en kort introduktion af mig selv kan være nyttig:
     - Indkaldt 1960 til Danske Livregiment (menig, sergent og løjtnant af reserven).
     - Hærens Officersskole 1965 - 68. Forsat til Sjællandske Artilleriregiment. 1968 - 74 tjeneste som halvbatterifører, næstkommanderende, afdelings skydeofficer og operationsofficer i regimentsstab.
     - Derefter sagsbehandler ved Hærens Artilleriskole, generalstabsuddannelse i USA med efterfølgende tjeneste i Forsvarsministeriet.
     - Ved regimentssammenslutningen 1982 forsat til Kongens Artilleriregiment.
     - Derefter skiftende stabs- og geledtjeneste (Forsvarskommandoens Personelstab, batterichef ved Uddannelsesafdelingen, Hærstaben, chef for 5. Artilleriafdeling, næstkommanderende ved 2. Sjællandske Brigade, Forsvarskommandoens Operations- og Driftsstab, Hærens Operative Kommando og senest Headquarters Allied Land Forces Central Europe).

Efter de første 2 måneder som chef for Kongens Artilleriregiment har jeg dannet mig et godt overblik over situationen ved regimentet. Jeg har gode hjælpere - en professionelt virkende regimentsstab og enheder med personel, der er kendetegnet ved engagement og vilje til at nå gode resultater.
     Som bekendt er forventningens glæde den største, men i min nuværende situation har virkeligheden levet op til forventningerne. Mine forgængere i embedet har efterladt mig et regiment, der på alle områder er i god gænge, og ønskejobbet er forsat et ønskejob.
     Imidlertid er konstateringen af, at alt er i god gænge, ikke tilstrækkelig. Der må arbejdes fremadrettet, og der må prioriteres. Mine højst prioriterede områder er uddannelse og personel. Regimentets fornemste opgave er at uddanne enheder, og vores væsentligste ressource til at løse den opgave er personellet - alle øvrige områder, der hver for sig er nødvendige for at løse hovedopgaven - må tilrettelægges således, at uddannelsen og personellet tilgodeses og understøttes bedst muligt.
     Personellet har i særlig grad min interesse, og jeg har med stor glæde konstateret, at vi har et overordentligt aktivt korps af reservepersonel. I forbindelse med uddannelsesaktiviteter har jeg haft fornøjelsen af at arbejde sammen med velkvalificeret og højt motiveret indkommanderet reservepersonel, der har været helt afgørende for udbyttet af aktiviteterne, og jeg kan ikke kraftigt nok understrege værdien af reservepersonellets aktive medleven og medvirken i regimentets dagligdag - ikke mindst henset til den megen anstrengte bemandingssituation, der er kendetegnende for regimentet.
     Gavntjeneste - som ovenfor nævnt - er ikke et mål i sig selv, men medvirkende til at udbygge viden og ekspertise, og er således en del af den nødvendige uddannelse, som fortløbende skal gennemføres af og med reservepersonellet.
     Uddannelsen hænger igen nøje sammen med karriereplanlægning for reservepersonellet, herunder hvilke funktioner, der kan bestrides på de forskellige niveauer. I den forbindelse skal jeg pege på den årlige uddannelsescyklus, regimentet har institueret for enhederne. Som et næste skridt på vejen er det min målsætning at analysere situationen omkring regimentets reservepersonel med henblik på at definere en personelpolitik, der bedst muligt tilgodeser regimentets såvel som personellets tarv - selvfølgelig i samarbejde med reservepersonellet.
     Samarbejdet ved jeg er vel etableret, så lad os fortsat arbejde

Frisk og frejdigt fremad

Kilde: KAR Nyt

Baggrund:
maj 2000: Nyt forsvarsforlig - hvor langt er vi?
maj 2000: Fra NJAR til KAR og fra KAR til DAR
jan. 2000: Enheder efter forsvarsforliget

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2236-KAR--forventninger-eller-virkelighed.htm .