37 mand venter på Mary

tirs. 27. sept. 2005


21 skud vil markere fødslen af en ny tronarving.

På kasernen i Varde er 37 mand fra Danske Artilleriregiment i alarmberedskab. De skal nemlig fyre kanonerne omkring Kronborg Slot af, når kronprinsesse Mary har født en ny, lille tronarving.

De har allerede været på Kronborg én gang. Da kronprinsessen blev indlagt på Rigshospitalet med plukveer for få dage siden, måtte kanonfolkene haste fra Vestkysten til Øresund.
     Som bekendt viste det sig, at der var tale om falsk alarm, og de 37 artillerister kunne tage tilbage til Varde uden at have fyret kanonerne af.

Kort varsel
     Oberst Werner Poul Kahles nærmeste stab på Varde Kaserne bekræfter, at kanon-enheden allerede har været på Kronborg, og at de nu med minutters varsel er klar til at rykke over til kanonerne igen.
     Det vil ske i samme øjeblik, kronprins Frederik kører Mary til Rigshospitalet, næste gang veerne melder sig.
     Der har været usikkerhed om antallet af skud, der skal fyres af. Danske Artilleriregiment er indstillet på at fortælle om en ny kongelig med 21 skud. Uanset køn.
     - Nej, det er 21 skud, hvis det bliver en dreng, og 17 skud for en pige, medmindre Dronningen ændrer på den tradition, forklarer Jesper Wik på Kronborg Slot.

21 skud
     Det har Dronningen faktisk allerede gjort, fortæller pressechef i Kongehuset, Lis M. Frederiksen.
     - Det skal være 21 skud, uanset om det bliver en dreng eller en pige.
     Det var tidligere Kongens Artilleriregiment på den nu nedlagte Sjælsmark Kaserne, der betjente de nærliggende Kronborg-kanoner.
     Det regiment er nu blevet til Danske Artilleriregiment, og det har hjemsted i Varde. Her er de 37 mand klar til at rykke mod Kronborg, i samme øjeblik alarmen går.
     Det sker, når det kongelige vand er gået.


Fakta: Salut:
     Det er 17 kanoner omkring Kronborg Slot, der skal fyre de 21 skud af som tegn på, at kronprinsparret er blevet forældre.
     Kanonerne bliver betjent af 37 soldater fra Danske Artilleriregiment i Varde, der overtog saluteringsopgaven fra Kongens Artilleriregiment efter det seneste forsvarsforlig.
     Kanonerne er fra perioden mellem 1766 og 1769, og de har været med i adskillige store slag. Der er blandt andet kanoner, der har stået på Dybbøl Banke i 1864 og på Fregatten Jylland, da den var aktiv.
     De kugler, der dengang blev benyttet, vejede 12 pund. Der er kun løst krudt i kanonerne, når danskerne kan lytte sig til, at en ny, lille tronarving er født.

Kilde: Jydske Vestkysten. Se video-indslag hos TV-Syd.

Baggrund:
ons. 3. aug. 2005: Kronborgs salut er reddet
tors. 15. april 2004: Salut på Kronborg
tirs. 13. april 2004: Salut på Kronborg Slot

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2217DAR.htm.