TEMA: Våben, der ændrede verden. Krudtet er det andet gennembrud - og en af de våbenteknologiske udviklinger Kjeld Hillingsø kalder en ægte revolution. Fra de allertidligste kanoner er der en lige linje op til både moderne håndvåben og nutidens superkraftige bomber.
Krudtet blev formodentlig opfundet i Kina i 8-900-tallet, men der også er tegn på at krudt blev udviklet i de arabiske lande og i Indien på cirka samme tid.
Det tidlige krudt var såkaldt sortkrudt, en pulverblanding af 75% salpeter, 10% svovl og 15% trækul. Det er ikke højeksplosivt materiale, men brænder meget hurtigt. Det danner gasser, som kan slynge projektiler afsted.
I de tidlige år pulveriserede man bare blandingen så fint som muligt, siden gav man blandingen meget bestemte korn-størrelser og -former, så eksplosionen kunne ske så ensformigt og kontrolleret som muligt.
Rigtige kanoner
Til at begynde med havde man store problemer med at få lavet kanonrør, så man kunne bruge krudtets sprængkraft til at slynge projektiler afsted mod fjenden, men omkring midten af 1200-tallet lykkedes det så småt.
Til at begynde med var det metalforstærkede træ- eller bambus-kanoner, der skød med lerkugler eller store pile - senere kom så metalkanoner og -kugler.
Siden kommer så musketter, der nærmest var håndholdte kanoner, og hele spektret af moderne håndvåben.
Krudt i bomber
Der var dog også tidlig brug af krudt i bomber - beholdere fyldt med krudt og evt. andet materiale som sten eller metalsplinter, som man satte ild til og slyngede afsted mod fjenden fra katapulter eller blider.
"Krudtets udvikling gør det meget mere vanskeligt at beskytte sig, dels fordi krudtet jo kunne give projektilet større hastighed, dels fordi krudtet jo kunne puttes ind i projektilet så det sprængtes når det ramte målet," siger Kjeld Hillingsø.
Den nye længere rækkevidde og større ødelæggelseskraft får derfor en kolossal indflydelse på kamp og på konstruktionen af forsvarsværker.
Udviklingen af selve krudtet er fortsat helt op til vore dage. Sortkrudt har den ulempe at det udvikler meget røg ved affyring, så siden slutningen af 1800-tallet har man til håndskydevåben primært benyttet sig af nitrocellulose, såkaldt røgsvagt krudt.
Fra fyrværkeri til missiler
Hvad angår bomber og decideret sprængstof er der også her sket en stor udvikling, med nitroglycerin, dynamit, plastisk sprængstof og så videre.
Disse sprængstoffer er principielt ikke i fysisk og kemisk familie med krudt, men tilhører alligevel samme kategori af våben, mener Keld Hillingsø, og det samme gælder for så vidt vore dages missiler der kan sende sprængladninger mange tusinde kilometer væk.
"Krudtet er blevet bedre, og afstandene man kan bruge det på er blevet længere, men det er jo "bare" udvikling," siger han.
Kæmpestore bomber
Det betyder dog ikke at man ikke har bygget nogle temmelig imponerende bomber i tidens løb - nutidens største konventionelle bombe er den såkaldte MOAB (Massive Ordnance Air Burst) - basalt set en kæmpestor tønde med næsten 10.000 kg TNT, beregnet på at blive kastet ud med faldskærm.
Alletiders største bombe var det amerikanske luftvåbens T12 fra 1950'erne. Den bestod af næsten 20.000 kg sprængstof!
Men selv disse giganter er for ingenting at regne imod næste deciderede gennembrud på dette område, nemlig atombomben i 1945.
Kilde: dr.dk/Videnskab/...
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2205.htm.