Artilleriskolens historie

aug. 2005

Hærens Artilleriskole kan føre sin historie tilbage til hærloven af 7. august 1922, som blandt andet bestemte, at der skulle oprettes en Artilleriskydeskole.

ARTILLERISKYDESKOLEN oprettedes 1. april 1923 i København. Skolen forblev i hovedstaden indtil 1974, men fik navneforandring til ARTILLERISKOLEN 1. november 1961. Artilleriskolen blev 20. februar 1974 sammenlagt med Artilleriets befalingsmandsskoler, som på daværende tidspunkt var placeret i Ringsted.
     Begge skoler flyttede ind på Varde Kaserne, hvor Sønderjyske Artilleriregiment havde til huse. Den nye sammenlagte skole fik navnet HÆRENS ILDSTØTTESKOLE.
     1. april 1976 blev regiment og skole sammenlagt under fælles chef. Skolen tog navneforandring til HÆRENS ARTILLERISKOLE 1. april 1983 i en alder af 60 år.

1. januar 1991 etableredes en ny hærstruktur, som blandt andet indebar oprettelsen af Hærens Operative Kommando og samtidig nedlæggelse af Hærstaben og Tjenestegrensinspektørerne. For Artilleriet betød denne nyskabelse, at regiment og skole igen blev adskilt med hver sin chef.
     HÆRENS ARTILLERISKOLE blev 1. januar 1991 en selvstændig myndighed direkte underlagt Hærens Operative Kommando. Chefen for Hærens Artilleriskole - med grad af oberst - er nu både skolechef og tjenestegrensinspektør for artilleriet.

Formål
     Hærens Artilleriskole skal uddanne artilleriets officerer og befalingsmænd (feltartillerister og luftværnsartillerister), gennemføre inspektionsvirksomhed i artilleriet samt opretholde og formidle ekspertise, herunder varetage udviklingen af hærens feltartilleri og luftværn.

Kilde: Artilleriskolen.dk/historie.htm.

Læs mere om Hærens Artilleriskole.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2168.htm.