Nye rekrutter - det kniber med de faste

tirs. 2. aug. 2005

Kun omkring 55 af forsvarets ansatte flytter til Varde-Oksbøl, efter at Kongens Artilleriregiment på Sjælland er nedlagt.  I går mødte 380 nye rekrutter op på Varde Kaserne, hvor de skal uddannes ved Danske Artilleriregiment.

Det er straks sværere at få fastansatte militærfolk til at flytte fra hovedstadsområdet til Varde-Oksbøl med deres familier.
     I forbindelse med nedlæggelsen af Kongens Artilleriregiment på Sjælsmark Kaserne har over 100 ansatte søgt om overførsel til andre tjenestesteder på Sjælland eller simpelthen forladt forsvaret til fordel for civile jobs.
     Kun omkring 55 kommer med til Varde, og af dem forventes kun 35-40 at bosætte sig fast.
     - Vi skal nok klare os, men vi kunne bestemt godt have brugt nogle flere folk - ikke mindst officerer, siger oberst Werner Kahle. Men vi kender godt problemet fra tidligere, så det kommer ikke bag på os. Af dem, der kom hertil fra Skive, er der kun seks som bor her endnu.

Fremstød gav pote
     - Til gengæld er det lykkedes at "sælge" Varde til en del af de unge på officersskolen. Det ser ud til, at Varde bliver et populært tjenestested for nye officerer, siger obersten. Der er muligheder i Varde og Oksbøl, og Karup og Haderslev er inden for rækkevidde. Desuden er huspriserne tiltalende.
     Et halvt hundrede af de nye værnepligtige vil efter deres fire måneders uddannelse få tilbud om en otte måneders konstabeluddannelse efterfulgt af en international mission på et halvt år. Når de kommer hjem, vil nogle af dem få tilbudt faste stillinger i Varde eller Oksbøl.

Også artilleri i Oksbøl
     Forsvarsforliget betyder store omrokkeringer, og hæren går fra en stor styrke af værnepligtige til en styrke med flere professionelle soldater. På Varde Kaserne skal der være 650-700 fastansatte, og desuden kommer der 2 x 300 værnepligtige om året.
     1. artilleriafdeling stationeres i Oksbøl, og det er her officersmanglen er størst. I øjeblikket er der kun 30-40 mand, men afdelingen skal langsomt bygges op til fuld styrke på 400 mand i 2009.
     - Det er helt efter planen, at opbygningen skal ske over nogle år, siger oberst Kahle. Men i starten kan afdelingen få problemer med at deltage i øvelser i det omfang, der var forudset.
     De tunge selvkørende kanoner flytter med til Oksbøl. Derfor vil man i Varde opleve mindre støj fra bæltekøretøjer.
     - Bagsiden af medaljen er, at der forsvinder nogle civile jobs i forbindelse med, at en række funktioner centraliseres, siger oberst Kahle. Syv civilt ansatte rejste i juli, og senere nedlægges også nogle jobs inden for regnskab og logistik.

Kilde: Varde Ugeavis.

Læs også:
2. aug. 2005: Kun halvdelen ville flytte til Varde
27. juli 2005: Militær bliver på Sjælland

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2136.htm.