DAR fane og fanebånd

Danske Artilleriregiment, man. 1. aug. 2005


Dronning Margrethe d. II med Dronningens Artilleriregiments fane.

I 1959 modtog regimentet sin første fane. En fane der blev overrakt det daværende 4. Feltartilleriregiment, der på dette tidspunkt var garnisoneret på Varde Kaserne.

Fanen blev overdraget regimentet som et "nationalt samlingsmærke", idet faner ved artilleriet ikke havde en traditionel funktion som felttegn. Hvor f.eks. infanteriregimenter tidligere aflagde troskabsed til kongen ved regimentets fane, aflagde artilleriet troskabsed ved kanonen, der bar det kongelige navnetræk.
     Regimentets fane fra 1959 var prydet af Kong Frederik den IX`s kronede navnetræk og i øverste venstre hjørne regimentets våben.
     I 1984 var regimentets fane efterhånden blevet så mørnet, at den måtte afløses af en ny. Den blev overrakt regimentet, der i mellemtiden havde skiftet navn til Sønderjyske Artilleriregiment, af hendes Majestæt Dronning Margrethe den II under en overrækkelsesparade den 1. november 1984. Fanen fik samtidig 2 fanebånd med inskription "Isted 1850" og "Dybbøl 1864".
     I 2000 blev Sønderjyske Artilleriregiment og Nørrejyske Artilleriregiment i Skive lagt sammen til Dronningens Artilleriregiment med garnison på Varde Kaserne. Sammenlægningen fandt sted den 1. november 2000 og regimentet fik i den anledning igen en ny fane. Denne fane har i midten Dronning Margrethe den II«s kronede navnetræk og i øverste venstre hjørne regimentets våben. Fanen bære de samme fanebånd som den tidligere fane.
     Fanebåndene er tildelt regiment for dets historiebærende batteriers deltagelse i slagene ved Isted den 25. juli 1850 og slaget ved Dybbøl i april 1864.
    

Sønderjyske Artilleriregiments og Nørrejyske Artilleriregiments faner under paraden den 1. november 2000 for sammenlægningen.



Slaget ved Isted den 25. juli 1850
     7. Batteri (Batteri Baggesen), der var en del af 2. Divisions divisionsartilleri, deltog med 2 af batteriets granatkanoner, under ledelse af løjtnant Lønborg, i divisionens avantgardes angreb ved Isted. Både batteriet og de 2 kanoner ved avantgarden blev indsat i forbindelse med divisionens angreb nord og syd om Isted Sø. Batteriet tvang herunder fjendes artilleri foran Gryde Skov tilbage til Isted by, hvor det samledes og senere blev udsat for kraftig beskydning af løjtnant Lønborgs 2 kanoner.
     8. Batteri (Batteri Mossin) var en del af "Reserveartilleriet" under slaget ved Isted. Batteriet var indledningsvis indsat i en stilling 1700 alen syd for Hellebæk. Herfra beskød man den over Bøgemose angribende fjende.
     Senere i kampen indtog Mossin en stilling med et af sine halvbatterier bag et stengærde vest for Chausseen. Herfra bekæmpede han fjendes artilleri på nogle højdedrag syd herfor.

Slaget ved Dybbøl i 1864
     8. batteri (Batteri Messerschmidt) indgik i perioden fra medio marts og frem til det fjendtlige angreb den 18. april på skift med 1, 2, 9, 10 og 11 batteri i kanonstillingerne mellem skanserne på Dybbølstillingen. Da stillingen blev opgivet blev 8. batteri indsat i en stilling ved Sønderborg Slot til støtte for kampen i brohovedet medens de sidste danske tropper trak sig tilbage fra Dybbølskanserne over Alssund til Als. Herefter indgik de førnævnte batterier i forsvaret af Als indtil våbenstilstanden den 12. maj 1864.

Kilde: DAR hjemmeside.

Baggrund:
tirs. 2. aug. 2005: Artilleri samlet i ét regiment
fre. 2. nov. 2001: Dronningen overrækker fane

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2118.htm.