Styr på depotsikkerhed

Af Forsvarskommandoen, man. 4. juli 2005


I de seneste fem år har der været to indbrud og ni forsøg. Ved de to indbrud kunne de stjålne genstande ikke umiddelbart anvendes. Detonatorer til granater opbevares altid i en anden bunker. 

På baggrund af et TV2-indslag søndag aften, er der rejst tvivl om sikkerheden ved forsvarets ammunitionsdepoter. Men sikkerheden er i orden.

I mere end halvtreds år har Forsvaret levet i en virkelighed, hvor omdrejningspunktet for virksomheden har været et mobiliseringsforsvar. Udgangspunktet har været, at Forsvaret skulle imødegå en trussel mod dansk territorium. Derfor står Forsvaret i dag med mange ammunitions- og våbendepoter spredt over hele landet. Det var dengang vigtigt, fordi spredte depoter gjorde forsvaret mindre sårbar i tilfælde af et angreb.

Levn fra mobiliseringsforsvar
     Men med det nye forsvarsforlig har man sagt farvel til mobiliseringsforsvaret, og dermed også til den depotstruktur, der er i dag. Forsvaret er i gang med at nedlægge og samle depoter. Det er til gengæld en proces der tager tid. Ikke mindst fordi der er tale om tungt grej og udstyr.
     - Om få år vil antallet af depoter og ammunitionsmagasiner være reduceret. Men det er et arbejde der vil tage år, siger chefen for Forsvarskommandoens Logistiksektion oberstløjtnant Torben Dixen Møller.
     Flere depoter og magasiner er til gengæld allerede tømt for militært isenkram. Og en stor del af depoterne er nu udlejet til fyrværkeribranchen.

Bag lås og slå
     Forsvaret har naturligvis brug for at opbevare våben og ammunition i depoter, i det omfang det er nødvendigt, i forhold til de operative krav som Forsvaret har. Men der er ikke brugsklare våben- eller ammunitionsgenstande i depoter udenfor de militære tjenestesteder.
     Håndvåben, sprængstoffer og panserværnsvåben er opbevaret under særligt sikre forhold. Bag sikret hegn med elektronisk overvågning og med bevæbnede vagter. Og Forsvaret har ingen depoter, hvor sikkerheden kun består af en hængelås.
     - Samtidigt er vi i gang med at øge sikkerheden ud over de gældende regler, siger oberstløjtnant Torben Dixen Møller. Vi har påbegyndt en udbygning af den elektroniske overvågning til at omfatte samtlige våben- og ammunitionsdepoter. Denne udbygning forventes at være færdig i løbet af foråret 2006.

To indbrud på fem år
     Forsvarets depoter har til gengæld ikke været mål for mange indbrudsforsøg. I de seneste fem år har der været to indbrud og ni forsøg på indbrud i depoter. Ved de to indbrud kunne de stjålne genstande ikke umiddelbart anvendes. Detonatorer til granater opbevares altid i en anden bunker. Begge sager blev opklaret, og den stjålne udrustning blev bragt tilbage.
     - Derfor mener vi ikke, at der er problemer med sikkerheden i forsvarets depoter og magasiner, siger Torben Dixen Møller. Men i samarbejde med politiet har vi besluttet at skærpe opmærksomheden ved ammunitionsdepoter o. lign. i forbindelse med det amerikanske præsidentbesøg.

Kilde: forsvaret.dk/FKO/...

Læs mere:
2. maj 2001: Otte granater fundet efter tyveri.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2113.htm.