Frontalt: Tårnfalken det rene pip

Af Holger K. Nielsen, søn. 19. juni 2005



"Tavsheden fra socialdemokrater og radikale er beskæmmende, men vanen tro holder våbenbrødrene sammen."
Holger K. Nielsen, medlem af Forsvarsudvalget. 

Købet af spionflyet, der ikke kan flyve, er det rene Monty Python, konstaterer den tidligere formand for SF.

Sagen om forsvarets køb og skrotning af spionflyet Tårnfalken overgår efterhånden alt, hvad selv den største anti-militarist har fantasi til at forestille sig om forsvarets evne til at forvalte skatteydernes penge. Det er ren Monty Python.
     Det førerløse fly blev i sin tid købt for ikke mindst at støtte de danske militære operationer uden for Danmark. Problemet er imidlertid, at det ikke kan flyve og flere års forsøg på at få det på vingerne har slået fejl.

Specielle regler gælder
     De fleste mennesker vil vel sige, at det er underligt at købe et fly, der ikke kan flyve. Og hvis det nu er tilfældet, må man da kunne få erstatning. Hvis man køber en bil, der ikke kan køre, får man selvsagt pengene retur.
     Men når det gælder forsvarets indkøb gælder der tilsyneladende helt specielle regler. Kammeradvokaten er sat til at vurdere, om der kan kræves erstatning af den franske producent. Det kan kun skyldes, at der ikke er tale om en formalitet: at det faktisk er muligt, at man ikke kan få erstatning, hvis man køber et fly, der ikke kan flyve.

Mildest talt underligt
     Forvirringen bliver ikke mindre, når den franske producent så et par dage efter beslutningen om at skrotte Tårnfalken pludselig hævder, at Tårnfalken skam alligevel godt kan flyve, men at det kræver et bedre uddannet personale.
     Det er mildest talt underligt, at man ikke har tænkt på det noget før, men når det drejer sig om forsvarets indkøb af materiel, er stort set alt underligt.

Den flyver i Canada
     Og forvirringen bliver total, når det kommer frem, at der faktisk - modsat hvad det danske forsvar har oplyst - flyver Tårnfalke-fly rundt i Canada. Det sidste får dog ikke forsvarsminister Søren Gade til at tro, at de på et tidspunkt kommer til at flyve i Danmark.
     Et af hans argumenter var, at canadierne skulle anvende en mindre avanceret teknologi, og at dette var årsagen til, at deres Tårnfalke kunne flyve.

Gade trækker i land
     Nu lyder det umiddelbart noget bagvendt, at en mere avanceret teknologi får som konsekvens, at et fly ikke kan flyve. Det forekommer at være en noget høj pris at betale, men det viste sig også at være forkert. Forsvarskommandoen havde fyldt Søren Gade med forkerte oplysninger: De canadiske Tårnfalke bruger helt den samme teknologi som de danske. Og Gade måtte trække i land.
     Forsvarskommandoen havde også givet ministeren unøjagtige oplysninger om det tidspunkt, hvor Tårnfalken skulle udfases. Gade hævdede at det ville være forældet i 2014, og at det derfor ikke kunne betale sig at fortsætte et projekt, som kun ville komme til at fungere i få år. Også det viste sig at være forkert.
     Forsvarskommandoen har i det hele taget ikke været sød ved en forsvarsminister, som i forvejen er hårdt presset. Det er vel også grunden til, at hans forskellige udtalelser er dybt mystiske. I Folketingets spørgetid d. 8. juni sagde han bl.a. følgende i et svar til undertegnede: "Alle lande, som har købt det fly, der hedder Tårnfalken, har problemer med at få det til at flyve.

Ren hat og briller
     Da man valgte Tårnfalken, da valgte man i og for sig ikke forkert, fordi de andre fem producenter, der producerede et tilsvarende fly, de eksisterer ikke i dag".
     Med andre ord: selv om vi har købt et fly, der ikke kan flyve, har vi alligevel valgt den rigtige producent, fordi de andre, man kunne have valgt, i mellemtiden er gået konkurs. Det er jo ren hat og briller. Problemet med farcen omkring Tårnfalken er imidlertid, at affæren kommer til at koste skatteyderne 422 mio. kr.

Lydt et ramaskrig
     Hvis man eksempelvis på ældreområdet havde ladet 422 mio. kr. gå op i det rene ingenting, ville der have lydt et ramaskrig. Men når det handler om forsvaret, gælder der tilsyneladende helt særlige regler. Nu er Rigsrevisionen gået i gang med en undersøgelse, mens partierne bag forsvarsforliget forsøger at tie sagen ihjel. Tavsheden fra socialdemokrater og radikale er beskæmmende, men vanen tro holder våbenbrødrene sammen. Gad vide om det er holdbart i længden?

Kilde: Ekstra Bladet, 19. juni 2005, 1. sektion, side 26.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2091.htm.