![]() |
"Det er vigtigt, at alle gør sig klart, at kommunikation skal være proaktiv og rettidig." Søren Gade: "Alle i Forsvaret skal blive bedre til at få fortalt og bragt de gode historier." |
Mediernes interesse for Forsvaret er stigende. Men mediernes fokus skal bruges bedre og mere konstruktivt. Værktøjet er en fremadrettet, åben og rettidig kommunikation, mener forsvarsminister Søren Gade.
Spotlightet er tændt og scenen er badet i lys. Fra alle sider har medierne rettet deres søgende lys mod Forsvaret. Men opmærksomheden skal bruges med eftertanke, ellers går det galt. Derfor er kommunikation rykket højt op på forsvarsministerens dagsorden.
- For uanset om jeg fører valgkamp i Holstebro, eller jeg får 30 sekunder til at forklare befolkningen om indholdet i forsvarsforliget eller krigen i Irak, så handler det grundlæggende om det samme: Min kommunikation skal være rettidig, troværdig og proaktiv. Det samme gælder for Forsvarets, siger Søren Gade.
Selv om det lyder enkelt og lige til, kan det i det daglige være ganske svært at efterleve. Især når sager om sexchikane, skudepisoder og straffesager er på mediernes dagsorden.
- Bliver man presset, kommer man let til at sige: "Ingen kommentarer", og glemmer alt om at være åben og proaktiv. Men kommunikation er et værktøj, som vi i vores virksomhed skal blive bedre til at bruge strategisk, understreger Søren Gade.
Cheferne skal frem
Derfor er det også slut med at leve efter devisen: Den der lever skjult, lever godt. Offentligheden stiller krav om større åbenhed og adgang til information om Forsvaret. Også under tragiske og ubekvemme sager.
- Når det er sagt, er der selvfølgelig begrænsninger. En virksomhed som Carlsberg fortæller heller ikke på deres hjemmeside om, hvilke ingredienser, der er i deres øl, siger Søren Gade.
Ifølge forsvarsministeren er der fire forhold, som kan begrænse åbenheden. For det første er der hensynet til medarbejderne og deres pårørende, for det andet operationssikkerheden, for det tredje Forsvarets samarbejde med andre lande og til sidst den politiske beslutningsproces.
- Men begrænsningerne må aldrig blive Forsvarets dårlige undskyldning for ikke at kommunikere. Når vi står med en sag, hvor der er sket noget alvorligt eller uforståeligt, så må de pågældende chefer stå frem. Her må chefen som minimum forklare, hvorfor man ikke kan sige så meget her og nu, fastslår Søren Gade.
Set over tid er der mange chefer på forskellige niveauer, som træder frem i medierne. Men ved flere lejligheder er det ikke sket hurtigt nok.
- Mange historier kunne nok godt have været lukket tidligere fra lokalt niveau. Det er vigtigt, at alle gør sig klart, at kommunikation skal være proaktiv og rettidig, siger Søren Gade.
Når det kommer til at være proaktiv, mener ministeren dog, at Forsvaret er blevet bedre.
- Det er programmerne K-Notatet og Bataljonen gode eksempler på. Her var vi med til at sætte dagsordenen i medierne, siger Søren Gade og peger på, at mediernes interesse for Forsvaret generelt er stigende.
Både når det går godt, og når det går skidt.
Forsvaret er en god historie
- Især krigen i Irak har i de senere år gang på gang bragt Forsvaret på de danske avisers forsider. Der har for eksempel været historier om behandlingen af tilbageholdte personer og om trusselsvurderingerne fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Men i ny og næ har der også sneget sig positive historier ind om vores bidrag til genopbygningen, siger Søren Gade.
Derfor mener forsvarsministeren, at alle i Forsvaret skal blive bedre til at få fortalt og bragt de gode historier.
- Vi kan ikke længere tage for givet, at danskerne ved, hvilke opgaver Forsvaret løser. Det er et faktum, at færre og færre danskere aftjener værnepligt. Der er altså færre, der ved, hvad vi går og laver. Derfor er det ekstra vigtigt, at Forsvarets tjenestesteder lukker pressen ind. Så har vi også ekstra pluspoint på kontoen, når de dårlige historier pludselig tikker ind.
Men forsvarsministeren mener ikke, at det kun er befolkningen, der har stadig ringere viden om Forsvaret. Også blandt hans kollegaer på Christiansborg er kendskabet på retur.
- Hvis vi ser på medlemmerne af Folketinget, er det kun få, der har aftjent værnepligt, og endnu færre har haft en karriere i Forsvaret. Derfor skal tjenestestederne se det som en kommunikationsmæssig mulighed frem for en risiko, når Forsvarsudvalget eller Udenrigspolitisk Nævn kommer på besøg, siger Søren Gade og peger på, at der ved disse lejligheder er en god mulighed for at give politikerne en bedre forståelse for de opgaver, som Forsvaret løser.
Ytringsfriheden gælder
Trods Søren Gades ønske om, at Forsvaret skal være bedre til at få historier i medierne, mener han ikke, at alle bare skal udtale sig om alt.
- Jeg mener ikke, at åbenhed er lig med en hullet si. Der bør være generelle retningslinier for, hvem der udtaler sig om hvad. Men det vil selvfølgelig afhænge meget af situationen, siger han.
Har man som medarbejder lyst til at udtale sig kritisk over for Forsvaret, er man ifølge Søren Gade velkommen til det.
- Selvfølgelig gælder ytringsfriheden. Det skal der absolut ikke herske nogen tvivl om. Men det skal understreges, at udtaler en medarbejder sig som privatperson, så bør det klart og tydeligt fremgå. Derfor kan man ikke udtale sig som privatperson i uniform på Forsvarets områder i arbejdstiden, siger han.
Kilde: Forsvaret.dk/...
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2088.htm.