Års målrettet arbejde med Tårnfalken

Af web-redaktøren, ons. 15. juni 2005

Myndighederne har arbejdet aktivt, målrettet og loyalt for få gjort spionflyet Tårnfalken operativt. Det mener Forsvarskommandoen og ministeren bakker dem op - endnu.

Det fremgår af et skriftligt svar fra forsvarsminister Søren Gade til medlem af forsvarsudvalget, Frank Aaen (EL), der spurgte:
     - Vil ministeren kommentere de rapporter om projektet "Tårnfalken", der, som det fremgår af Jyllands-Posten den 3. juni 2005, har vist, "at projektet konstant har savnet forsvarsledelsens bevågenhed og de nødvendige ressourcer til drift og til at komme igennem problemerne"?"

Forsvarsministerens svar:
     - Indtil resultatet af Rigsrevisionens undersøgelse foreligger, vil jeg henholde mig til Forsvarskommandoens oplysninger: "Siden systemet blev taget i operativ drift i september 2002 har der været fokus på at få "Tårnfalken" gjort operativ. Da der indtraf en række hændelser under flyvninger frem til sommeren 2003 blev der iværksat et udredningsarbejde, hvor materielle, logistiske og organisatoriske forhold blev undersøgt. Der blev dengang strammet op på en række områder og ændret i organisationen. Der er efterfølgende i foråret 2005 gennemført en yderligere undersøgelse af projektet. Der er således gennemført en række tiltag inden for de 2½ år, systemet har været idrift. Som det fremgår af undersøgelsesrapporten har alle involverede myndigheder arbejdet aktivt, målrettet, og loyalt med henblik på at overvinde de aktuelle problemer samt opbygge UAV-enheden i henhold til den fastlagte tidsplan."

Kilde: FT.dk/...

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2075.htm.