![]() |
"De danske "Tårnfalke" skal være robuste nok til at kunne anvendes i internationale operationer." |
Forsvarsminister Søren Gade har følgende kommentar til den kritik, som Jyllands-Posten bragte i sagen om Tårnfalken den 14. juni 2005.
"Jeg har for nyligt udtalt mig om kompleksiteten af det danske opklaringssystem Tårnfalken. Der skelnes ofte mellem gamle og nye versioner af Tårnfalken med reference til henholdsvis den gamle analoge teknik og den moderne digitale teknik. De danske og canadiske fly er i den henseende nyere versioner med digital teknik. Min udtalelse om, at de canadiske fly er baseret på analog teknik var derfor forkert, hvilket jeg skal beklage. Det er de svenske og hollandske fly, som anvender analog teknik.
Det ændrer imidlertid ikke på, at den danske Tårnfalk er et meget komplekst system. De store omkostninger forbundet med dels anskaffelse, dels klargøring, herunder utallige tekniske problemer, af Tårnfalken står ikke i forhold til den nuværende status, hvor der endnu er lang vej til at systemet kan tages i brug. Og når der tilmed er tvivl om, hvorvidt Tårnfalken nogensinde kommer til at virke efter hensigten, så er der for mig ingen tvivl om, at der ikke skal anvendes yderligere flere hundrede millioner kr. på projektet. Det er min opgave som minister at sikre, at skatteydernes penge inden for mit ansvarsområde bruges efter hensigten, og det gør de efter min opfattelse ikke, hvis de fortsat skal finansiere det problem- og risikofyldte Tårnfalken-projekt.
Lad mig til slut vende tilbage til den canadiske version af Tårnfalken, hvor jeg har udtalt, at canadierne mistede fire fly i Afghanistan. Det er i bund og grund det, som jeg hæfter mig ved. De danske "Tårnfalke" skal være robuste nok til at kunne anvendes i internationale operationer." slutter forsvarsminister Søren Gade.
Yderligere oplysninger om og billeder af de canadiske havarier i Afghanistan kan ses på en canadisk hjemmeside, hvortil der er adgang via www.forsvaret.dk.
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2072.htm.