Gade beklager fejl


tirs. 14. juni 2005

Den hemmelige del af FKO rapport fortalte ikke, at Canada har et digitalt system som Danmark. 

I Forsvarskommandoen erkender kommunikationschefen, at man måske kan have forvirret forsvarsministeren med unøjagtig rapport om tårnfalken.

Forsvarsminister Søren Gade (V) beklagede i går i en pressemeddelelse, at han i sidste uge havde afvist positive canadiske erfaringer med det ubemandede spionfly Tårnfalken som betydningsløse. Canadiernes projekt byggede med ministerens ord på gammeldags "analog" teknik, usammenlignelig med den danske.
     Jyllands-Postens dokumentation af fejltagelsen i går har rejst politiske krav om forklaringer og oprydning blandt ministerens rådgivere i Forsvarskommandoen. Det sidste forholder Gade sig ikke til, mens han holder fast i skrotningen primært - fremgår det af pressemeddelelsen - med begrundelsen, at canadierne har mistet fire af den slags fly under operationer i Afghanistan. Canadierne siger selv to.
     Udtalelserne om den gammeldags teknik er blevet endnu et problem for ministeren i sagen om de dårligt fungerende fly, som ministeren på baggrund af Forsvarskommandoens efterhånden meget kritiserede redegørelse har krævet skrottet. En stor del af skylden for de ringe resultater er fra Forsvarskommandoens side lagt på den franske producent Sagem. Et bevis på det modsatte kunne imidlertid ligge i, at de tilsvarende canadiske fly flyver.
     Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er tre landes angiveligt negative erfaringer med systemet omtalt i den klassificerede del af rapporten, der er den faktuelle begrundelse, for at afskrive investeringer for 422 mio. kr. Men mens man i rapporten skulle have angivet, at Sverige og Holland opererer med de gammeldags analoge systemer frem for Danmarks digitale, har man omhyggeligt undgået at omtale noget som helst på dette område om det tredje land Canada, hvilket Forsvarskommandoens kommunikationschef, oberstløjtnant Mathiesen, erkender, kan have forvirret ministeren.
     - Vi vidste det simpelthen ikke. Der er ingen fejl kun en unøjagtighed i "rapporten", forsvarer Mathiesen den manglende oplysning, som Jyllands-Posten skaffede med en enkelt telefonopringning.

Kilde: jp.dk/...

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2071.htm.