man. 13. juni 2005

Forsvarets mislykkede spionfly blev dømt teknisk forældet i år 2014 og er derfor sendt til skrotning allerede nu. Men årstallet er helt tilfældigt, oplyser en af dem, der var med til at indkøbe flyet.
Forsvarets skrotningsdømte spionfly Tårnfalken blev aflivet på et usikkert eller ligefrem fejlagtigt grundlag.
Ifølge Forsvarskommandoens rapport, som fik forsvarsminister Søren Gade (V) og partierne bag forsvarsforliget til at smide Tårnfalken og de investerede 422 millioner kroner ud af vinduet, vil det omstridte fly være teknisk forældet i 2014. Og da flyet på grund af de mange tekniske og uddannelsesmæssige problemer ikke kan tages i brug før tidligst i 2007, vil der kun være få års levetid tilbage, inden Tårnfalken alligevel er forældet.
- Dette står ikke mål med de omkostninger og risici, der er forbundet med at fortsætte projektet, hed det i rapporten. Men årstallet 2014 er virkeligheden mere eller mindre tilfældigt. Det stammer fra 1998, hvor forsvaret ansøgte Folketingets forsvarsudvalg om pengene til at købe Tårnfalken, oplyser en af de officerer, der var med til at forfatte anbefalingen af Tårnfalken i 1998, den nu pensionerede oberstløjtnant Svend C. Volden.
- Vi arbejdede med et generelt direktiv fra Hærens Materiel Kommando om at planlægge med en 15 års levetid. Så vidt jeg husker, gjaldt de 15 år for materielindkøb generelt, siger Svend G. Volden. På den baggrund kalder han det helt urimeligt, at Tårnfalkens levetid er fastsat til 2014.
- Det årstal kan ikke bruges som argument for at opgive projektet nu, siger han.
Hverken den ansvarlige for Forsvarskommandoens rapport kommandør Lars Kragelund eller forsvarsminister Søren Gade selv var i går klar over tilblivelsen af det kritiske årstal.
- Jeg må helt firkantet holde mig til, hvad Forsvarskommandoen har oplyst til mig. For mig er det ikke afgørende, om levetiden er 2014 eller 2020. Det afgørende er, at vi ikke skal bruge måske yderligere 800 millioner kroner uden sikkerhed for, om flyene kommer til at virke operativt, siger Søren Gade.
Langtfra enige
Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger er der langtfra enighed i forsvaret om skrotningen af Tårnfalken.
Teknikere i Flyvematerielkommandoen, som har haft det tekniske ansvar for at få flyet på vingerne, er lodret uenige i Forsvarskommandoens dødsdom.
Chefen for Flyvematerielkommandoen, generalmajor K.E. Axelsen, vil ikke kommentere det spørgsmål. Han reserverer sine bemærkninger til Rigsrevisionen, som har fået til opgave at undersøge forløbet af hele sagen.
Hele sagen skal i nær fremtid drøftes på et møde mellem forsvarsministeren og de fem partier bag forsvarsforliget. Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Hans Kristian Skibby, vil have svar på, om forsvaret har givet ukorrekte oplysninger, og om der overhovedet er plads i forsvarets økonomi til at købe en anden type ubemandede fly.
Kilde: berlingske.dk/...
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2065.htm.