Derfor kom Tårnfalken aldrig på vingerne

fre. 10. juni 2005

Fagbladet Ingeniøren offentliggør i dag en omfattende liste over tekniske fejl og mangler på hærens fejlslagne spionfly-projekt, der kostede 420 mio. kroner.

Projekt Tårnfalken led under for høje ambitioner, for små budgetter og betydelige tekniske problemer, skriver Ingeniøren i dag.
     Der herskede kaos i den danske hær, som var ude af stand til at styre projektet med det ubemandede franske overvågningsfly, som endte med at koste skatteborgerne 420 mio. kr. uden nogensinde at komme på vingerne. Det skete, fordi hæren ville have flyene urealistisk billigt og ikke havde teknisk indsigt i fly, samtidig med at kvaliteten var elendig, skriver Ingeniøren.
     Rigsrevisiongen skal nu se på sagen, og ifølge Fagbladet Ingeniørens oplysninger vil undersøgelsen resultere i kortlægning af en lang række fejl på flyet. Af listen fra Ingeniøren fremgår blandt andet:
     - At kameraet, som udgør halvdelen af flyets værdi, var ved at falde af, fordi monteringsskruerne var for korte.
     - At hjelmen, der dækker flyets totaktsmotor, er fæstnet med små klips af så ringe kvalitet, at de går i stykker, og det er farligt, hvis pladen falder af i stor højde.
     - Flyets hovedcomputer er ikke fugtsikret. Ved almindeligt temperaturskift fra varm hangar til kold vinterluft opstår der kondensvand. Ved flere lejligheder har teknikerne måttet hælde blank vand ud af computeren.
     - Hvis generatoren svigter, skal missionen gennemføres på batteridrift. Men et relæ, der skal styre skiftet, får flyets computer til at resette.
     - Den kostbare ladestation, der hører til flysystemets batteri, kan ikke kapacitetsprøve batteriet. Så det var umuligt at vide, at flyet kunne gennemføre en mission på batteridrift. Sagem løste problemet ved at levere en civil hyldevare af billig kvalitet.

Jeg tror ikke, der har været flyingeniører involveret i projektet, siger Lars Jützler, der som systemklarmelder er en af de få personer, som kan afgøre, om Tårnfalken kan gå på vingerne eller ej.
     Alarmklokkerne ringede, allerede længe inden det stod klart, at den franske leverandør Sagem leverede komponenter af elendig kvalitet. Før kontrakten blev indgået, henvendte forsvaret sig til 70 potentielle leverandører, og kun seks af dem valgte at byde på ordren. To blev med det samme sorteret fra på grund af prisen.
     Vi kunne ikke købe hyldevarer, for dem vi havde råd til, var ikke færdigudviklede, forklarer forsvarets kommunikationschef, oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen.
     De danske budgetter var for små til at kunne honorere de teknologiske ambitioner. Det betød, at leverandøren Sagem ved anskaffelsen ikke havde en vedligeholdelsesplan, at reparations- og reservedelssituationen var utilfredsstillende, og at flyet stadig i dag ved sin dødsdom er afhængig af teknisk support fra Sagem.

Ingeniørens kulegravning viser, at forsvarsminister Søren Gade (V) var for hurtig til at lukke sagen, både da han først bad om en redegørelse, og da han tirsdag stærkt presset anmodede Rigsrevisionen om at gå ind i sagen. Efter den første opbakning på Christiansborg lyder der nu krav om at placere ansvaret for skandalen.
     Den konservative statsrevisor og formand for forsvarsudvalget Helge Adam Møller, vil have Rigsrevisionen til at undersøge, hvorfor det er så vanskeligt at gøre ansvar gældende over for en leverandør, som alle er enige om, har leveret noget skrammel.
     Det er mere end beklageligt, at forsvaret øjensynligt har kastet 420 mio. kr. ud på et projekt, der i bogstaveligste forstand aldrig fik luft under vingerne, siger Helge Adam Møller til Ingeniøren.

Kilde: Berlingske.dk.

Baggrund:
fre. 10. juni 2005: Totalt kaos bag spionflyet
fre. 10. juni 2005: Høje ambitioner og små penge
fre. 10. juni 2005: Elendig ingeniørmæssige kvalitet
fre. 10. juni 2005: Leder i JP: Forvirrende forlig
tors. 9. juni 2005: Tårnfalken flyver fint i Canada
tors. 9. juni 2005: Canada dokumenterer fire UAV-uheld
tors. 9. juni 2005: Holger K: Minister-svar det rene pip
ons. 8. juni 2005: Rigsrevisionen kulegraver tårnfalk
ons. 8. juni 2005: Rigsrevisonen kulegraver skandale
ons. 8. juni 2005: Tårnfalkene flyver flot i Canada
fre. 3. juni 2005: Fuglen der ikke ville flyve
tors. 2. juni 2005: Opsummering af UAV-rapporten
marts 2005: UAV-instruktør: Kun fordele
lør. 12. mar. 2005: Tårnfalken ramt af uheld
fre. 11. febr. 2005: Spionfly giver fortsat problemer
tirs. 2. dec. 2003: Nye spionfly fyldt med fejl

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2056.htm.