Rigsrevisonen kulegraver skandale

ons. 8. juni 2005

Statens revisorer har besluttet at sætte Rigsrevisonen på skandalen om det skrottede spionfly-projekt "Tårnfalken", der har kostet staten 422 millioner kroner.

- De seks statsrevisorer har i fuldstændig enighed besluttet at bede rigsrevisoren om at foretage en kulegravning af hele forløbet lige fra beslutningen blev truffet helt tilbage i forsvarsforliget 1995 og til den blev skrottet, siger de konservatives Helge Adam Møller, der er en af de seks statsrevisorer.
     - Jeg er vældig glad for den her beslutning, og det er naturligt, at alle bakker om det, og at Rigsrevisionen lægger alle kræfter i, for det er utrolig mange penge at bruge på noget, der aldrig er kommet til at fungere. Det er skatteborgernes penge, der er forsvundet lige op i den blå luft, siger Helge Adam Møller.

Politisk ansvar
     Rækken af tidligere forsvarsministre fra 1995 går fra Hans Hækkerup (S) og Jan Trøjborg (S) over Svend Aage Jensby (V) til den nuværende forsvarsminister Søren Gade (V), der tiltrådte i 2004.
     - Jeg tør ikke sige, hvor ansvaret skal placeres. Der har jo været mange ansvarlige ministre og folk fra forsvaret inde i perioden, men den siddende forsvarsminister har altid mulighed for at placere et ansvar, hvis nogen i systemet har fejlet. Selvfølgelig har forsvarsminister Søren Gade (V) det overordnede ansvar, men hvis man har 30.000 mand under sig, kan man jo ikke kontrollere dem døgnet rundt, siger Helge Adam Møller.
     Rigsrevisionen har ikke myndighed til at placere et ansvar direkte, men rapporten fra Rigsrevisionen, der forventes færdig i foråret 2006, kan sammen med Kammeradvokatens juridiske undersøgelse af kontrakten med den franske leverandør, Sagem, danne baggrund for, at Folketinget i sidste instans placerer et politisk ansvar for spionfly-skandalen.

Kilde: /ritzau/.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2041.htm.