Pressemøde i forsvarsministeriet

Af Forsvarsministeriet, tors. 2. juni 2005

Forsvarsministeren anbefalede i dag forligspartierne at afhænde de ubemandede opklaringsfly "Tårnfalken".

Forsvarsministeren indbyder derfor til pressemøde
     i dag, torsdag den 2. juni 2005 kl. 14.45
     i Forsvarsministeriet,
     Holmens Kanal 42, København K

På pressemødet har forsvarsministeren bedt forsvarschefen om at orientere om forløbet i sagen, samt om baggrunden for, at forsvaret anbefaler ministeren at afhænde de ubemandet opklaringsfly.

Forsvaret indgik i 1999 aftale med det franske firma SAGEM om køb af "Tårnfalken", som er et komplet fjernopklaringssystem til ca. 400 mio. kr. Siden levering af "Tårnfalken" til hæren i 2002 har der imidlertid været en lang række af problemer, som har forhindret forsvaret i at anvende systemet efter hensigten. Problemerne har været af både teknisk og af organisatorisk karakter og kan tilskrives både leverandøren og forsvaret.
     De nuværende uløste problemer, der bl.a. har medført et flyveforbud for "Tårnfalken" er et led i en lang række af omstændigheder, som har ført til store forsinkelser i projektet.
     "Tårnfalkens" forventede tekniske levetid går frem til 2014. Der vil derfor højest være en meget begrænset operativ brugsperiode af systemet. Og det er kun under forudsætning af, at de mange tekniske problemer bliver løst. Det er forsvarets vurdering, at dette ikke står i forhold til de omkostninger og risici, der er forbundet med at fortsætte projektet.

Forsvarsminister Søren Gade kalder det "sørgeligt", at forsvaret sammen med leverandøren SAGEM på seks år ikke har formået at få "Tårnfalken" gjort klar til operativ indsættelse, og vil på pressemødet uddybe sagen nærmere. Han understreger dog, at det, er et projekt der er omfattet af forsvarsforliget, og at en afhændelse af "Tårnfalken" derfor er en politisk beslutning, som skal træffes af forligspartierne bag forliget.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til pressechef Jacob Winther på telefon 25 27 45 23

Kilde: forsvaret.dk/FMN/...

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2029.htm.