fre. 6. sept. 2002
Dansk forsvar er kommet med blandt landene med ubemandede spionfly i arsenalet. Det kan også bruges til at fange f.eks. smuglere, miljøsvin og trafikgalninge.
Med et brag trådte dansk forsvar i går ind i kredsen af lande, der råder over ubemandede spionfly og dermed har fået øjne i himlen.
Det skete på Borris skydeterræn ved Skjern, hvor det nyanskaffede fly med navnet Tårnfalken blev affyret fra en rampe på en lastvogn. Ved hjælp af trykluft accellerede det 300 kg. tunge fly fra 0-150 km. i timen på et sekund, og steg med sin last af video- og infrarøde kameraer til vejrs, mens forsvarets tunge drenge med forsvarschef general Hans Jesper Helsø i spidsen så til.
For 400 mio. kr. har forsvaret købt i alt 12 af de små, franskproducerede privatlivs-forstyrrerer, som styres af en operatør på jorden med en pc.
Tårnfalken kan flyve i fire-fem timer i op til 180 km. afstand fra kontrolvognen og sender enten almindelige videobilleder eller infrarøde billeder dag eller nat.
Uden risiko for liv
I forsvaret er de små fly naturligvis først og fremmest beregnet til at hitte frem til fjenden uden at risikere andet og mere end de 10 mio. kr., som hvert af de små fly koster.
De kan også anvendes til overvågning på internationale missioner - eksempelvis har USA under jagten på terrorister i Afghanistan med stor succes brugt tilsvarende fly af typen Predator. Nogle af de amerikanske ubemandede fly er udstyret med missiler, så flyet ikke blot kan opdage, men også bekæmpe mål på jorden.
Men flyene kan også anvendes til f.eks. havmiljøovervågning, jagt på smuglere og trafikovervågning.
I lav højde er Tårnfalken ikke særlig diskret. Den lille hidsige motor kan høres tydeligt, når flyet passerer i 300 meters højde. Men så lavt flyver den heller ikke, når den er på arbejde. Så er højden op til 3 km., og så er flyet, der hovedsagelig er bygget af radarusynlige materialer, næsten umuligt at opdage.
Landing i faldskærm
De, der havde håbet på et spektakulært styrt til glæde for fotograferne i går, blev slemt skuffede. Ikke alene fløj det, men sendte også video hjem til gæsterne, som foran en storskærm via Tårnfalkens øjne omtrent kunne tælle antallet af stjerner på deres egne skuldre.
Landingen foregår pr. faldskærm, som bringer flyet til jorden, hvor det lander på indbyggede luftpuder. Eneste uheld i går var, at flyets propel knækkede ved landingen. Men det sker ved hver anden landing, og propellen, som er lavet af træ, koster kun 1000 kr. Det regnes for en mindre driftsomkostning.
Anskaffelsen har været en besværlig affære, fremgik det af de officielle taler i går. Projektet blev forsinket cirka et år, fordi den franske producent, Sagem, havde problemer med at tilpasse flyets software til danske krav.
Udrustningen er heller ikke komplet. Forsvaret venter stadig på at anskaffe en såkaldt SAR-radar, som kan se gennem skyer og tåge. Den får forsvaret ikke råd til, før et andet land, f.eks. USA, vil være med til at bestille udstyret. Skal Danmark købe alene, bliver radaren for dyr.
Blandt forsvarets teknikere, som har været med til at anskaffe Tårnfalken, lød i går kættersk tale om, at forsvaret med fordel kunne have købt den amerikanske Predato. Den amerikanske type, som dog i modsætning til den danske kræver en startbane, er dyrere, men kan flyve i længere tid og have mere udstyr med.
Flyene burde i øvrigt ikke placeres ved hæren, i Danske Division, men stå til rådighed for alle tre værn. Men der er vel for meget gammel strøm i ledningerne endnu, lød det.
Udover Danmark har Sverige, Frankrig og Holland anskaffet Tårnfalken. Men det danske system er som det nyeste også det teknisk mest avancerede.
I sin tale glædede forsvarschefen sig over den større effektivitet, som forsvaret nu får. Pas på det her - det har været dyrt, fastslog han.
Kilde: Berlingske.
Baggrund:
fre. 6. sept. 2002: Tårnfalken, er et rekognosceringsfly, som kan optage og sende video billeder fra tre kilometers højde og over en strækning på 180 kilometer. ">Ubemandet fly er nu i luften
fre. 6. sept. 2002: Hærens flyvende spioner
tors. 5. sept. 2002: Forsvaret får otte ubemandede overvågningsfly
søn. 1. sept. 2002: Dansk version af UAV
Sept. 2002: Paparazzi-fotografens drøm
ons. 21. aug. 2002: Forligsrod: 7 mio. ekstra til UAV
tirs. 9. april 2002: UAVDET
tirs. 30. okt. 2001: Øget brug af små spionfly
tirs. 8. maj 2001: UAV: Uddannelse i fuld gang
fre. 20. april 2001: Hæren køber otte ubemandede fly
tors. 11. jan. 2001: Flyv fugl, flyv
maj 2000: UAV placeres i Varde
1997: Forskere om UAV overfor artilleripejleradar
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/2015.htm.