I denne uge gennemføres artilleriøvelsen Celestial Fire - Himmelsk Ild - i Oksbøl Skydeterræn. Det sker for sidste gang i den nuværende form. I øvelsen deltager der artillerienheder fra Danmark, Tyskland og - for første gang - Polen.
De danske enheder er et selvkørende haubitsbatteri fra Varde, to tilsvarende batterier fra Skive samt et selvkørende raketkasterbatteri også fra Skive. Fra Tyskland deltager to selvkørende haubitsbatterier samt et raketkasterbatteri og Polen stiller ligeledes med et raketkasterbatteri. Herudover deltager der stabs- og forsyningsenheder, så den totale deltagelse er på ca. 1.000 mand med flere end 300 køretøjer, heraf 60 bæltekøretøjer.
Formålet med øvelsen er at øve stabsprocedurer og samvirke mellem enheder fra de deltagende nationer samt at gennemføre skydninger, hvor personel fra de forskellige lande leder skydninger med andre landes artilleri, og hvor enhederne mixes på tværs af deres normale tilhørsforhold.
Celestial Fire har været gennemført årligt i en længere periode med dansk og tysk deltagelse, og i enkelte år med deltagelse fra andre lande, bl.a. Holland og Storbritannien. Efter Polens optagelse i NATO er landet en naturlig samarbejdspartner, også på artilleriområdet, så derfor er det polske forsvar med i år for første gang.
Det er sidste gang, øvelsen holdes i den nuværende form, men der vil dog også i fremtiden blive gennemført Celestial Fires. Det bliver dog som rene procedure-øvelser uden brug af krudt, kugler og raketter.
Kilde: FOV.dk/...
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1889.htm.