![]() |
lør. 30. april 2005
|
Mens politikerne i fjor godkendte skrotning af 12 hyper-moderne stalinorgler for en mia. kr., tog forsvaret samtidig første skridt til køb af erstatningssystem for mindst lige så mange penge.
Forsvarsledelsen har planer om at forsyne hæren med et splinternyt artillerisystem for et milliardbeløb om få år.
Nu handler forsvarets materielinvesteringer ofte om milliarder. Alligevel vækker planerne såvel politisk som faglig undren i en tid, hvor forsvarets økonomi - indtil videre dog kun uofficielt - meldes under alvorligt pres. Forbløffelsen er så meget desto større, fordi forsvarsledelsen sidste år fik overbevist de bevilgende politikere om fornuften i at skrotte et på flere måder mere moderne raketkastersystem, der i høj grad dækker samme behov, til en lille milliard, allerede inden systemet var taget fuldt i brug.
Dengang var begrundelsen, at det var for dyrt i drift, og at man i øvrigt forventede at tjene adskillige hundrede mio. kr. ved at sælge det igen. Foreløbig står de monstrøse 25 tons sværtbevæbnede bæltekøretøjer og trækker støv. Salgsplanerne hæmmes af, at det amerikanske forsvarsministerium nægter at lade forsvaret sælge den slags amerikansk højteknologi til hvem som helst.
- Planerne har i høj grad også undret mig, siger Thorkild Berg, akademiingeniør ved Hærens Materielkommando og formodentlig den tekniker i forsvaret, der ved mest om de to systemer. Han har tidligere to gange skrevet til ministeren med kritik af planerne uden at få andet end en sludder for en sladder tilbage, som han siger.
Berg understreger, at han af hensyn til sin fremtid i forsvaret ikke ønsker at udtale sig yderligere. Men som Bergs tanker går Peter Skaarups (DF) overvejelser i retning af Ebberød Bank:
- Det virker selvmodsigende at bruge nye milliardbeløb på kapaciteter, som vi stort set allerede råder tilsvarende over, men har besluttet at skrotte, fordi man ikke kan få regnskaberne til at gå op i øjeblikket. Men vi vil naturligvis meget gerne overbevises om fornuften, så skatteyderne kan se, at deres milliarder ikke går til spilde, siger Skaarup.
Kilde: JP.dk/...
Læs mere om MLRS - og Thorkild Bergs henvendelser.
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1874.htm.