Bittert og frustreret personel

Af Karl Vilhelm Christiansen, CS bladet, april 2005



"Der har næsten ikke været nogen dialog med ledelsen ...."
 

Nu nærmer den bitre dag sig, hvor KAR, Kongens Artilleriregiment i Sjælsmark, officielt lukker. Forud er gået en lang og til tider pinefuld proces, hvor folk i stort tal har forladt tjenestestedet på grund af forflyttelser eller fordi de direkte har sagt farvel til forsvaret.

En af dem, der er rejst, er Axel Schollert, den sidste formand for SFO-Hærens afdeling på kasernen. Han havde gjort en stor indsats for at forberede medlemmerne for konsekvenserne af lukningen, blandt andet gennem et stort og godt arrangeret informationsmøde i foråret 2004. Det har også givet udbytte, men samtidig har man i hele slutfasen været udsat på en markant mangel på opbakning hos ledelsen.

- Vi var ca. 75 i sergentgruppen ved regimentet, fortæller Axel Schollert.
     - En mindre og specielt yngre gruppe på 8-9 tager til Oksbøl og Varde for at gøre tjeneste ved Stab- og Målopklaringen ved DAR (Dronningens Artilleriregiment). Desuden er tre sergenter taget til Livgarden. Det var alt det, man kunne klare der. En del er beordret til Forsvarets Personeltjeneste, andre skal gøre tjeneste ved DANILOG mens 8-10 mand aktuelt er søgt ud.
     - Men jeg ved, at mange yderligere er i gang med at finde noget andet, fordi de ikke ønsker at være længere i forsvaret.
     Personligt er Axel beordret til Vordingborg, til DANILOG, og den ordre følger han. Det skyldes blandt andet, at han fylder 58 i juni i år og derfor kun har to år tilbage i forsvaret.
     - Og ud fra mit synspunkt og situation er Vordingborg bedre end Varde. Men det undrer mig, at de ikke overflyttede mig til FMT - Forsvarets Materieltjeneste.

- En anden del af virkeligheden er, at stort set alle officerer ved KAR er blevet forflyttet med time- og dagpenge. Det giver en væsentlig fordel sammenholdt med virkeligheden for de andre personelgrupper, hvor nogle af vore får op mod 1½ times transporttid hver vej. Og de får ikke en krone for det. Der er enkelte tjenestemænd med 10-12 års tjeneste tilbage, der virkelig hænger på den på grund af pensionen.
     - Det her kommer til at betyde, at artilleriet mister en meget stor ekspertise, fordi mange eksperter forlader forsvaret helt, siger Axel Schollert.

Generelt set har der ikke været nogen ordentlig dialog mellem ledelsen i Sjælsmark og sergentgruppen.
     - Men man kan glæde sig over, at specielt DANILOG tager godt mod os. Man arrangerer en stor velkomstdag, hvortil man blandt andet personligt har indbudt alt det personel, der skal til DANILOG i år. Det var meget positivt, og det blev ledsaget af et pænt skrevet brev til alle.
     - DANILOG er jo ny enhed og mange folk kommer alle mulige vegne fra. Derfor kan artilleristerne sagtens falde naturligt ind i det arbejdsmæssige.
     - Jeg føler, at alle, der forlader KAR, gør det med stor skuffelse og bitterhed over behandlingen det sidste års tid. Der har næsten ikke været nogen dialog med ledelsen og der har ofte været tale om diktater. Det sidste år deroppe har været en rigtig kedelig tid, slutter Axel Schollert.

Kilde: CS bladet nr. 3, 2005, april 2005, s. 24.


Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1873-Kongens-Artilleriregiment--bittert-og-frustreret-personel.htm.