Fremtidens soldat er på vej

tirs. 12. april 2005


Det første hold værnepligtige er siden 1. februar blevet uddannet efter helt nye forskrifter. Her er det militærpolitiet, som giver en lektion i kontrol af ophidsede folkemængder.

Første hold værnepligtige er ved at blive uddannet på Varde Kaserne efter de helt nye regler. De skal skyde mindre med skarpladte geværer og potente kanoner. I stedet skal de i højere grad kunne kontrollere ophidsede folkemængder, finde personer i sammenstyrtede bygninger og yde bistand ved katastrofer.

Totalforsvaret hedder konceptet, som politikerne har udtænkt. Og på Varde Kaserne er de netop nu ved at uddanne det første hold værnepligtige efter de nye retningslinjer.
     - Før plejede vi at skyde med kanoner. Men efter Sovjetunionens sammenbrud og 11. september er der brug for en helt anden type værnepligtige, forklarer kaptajn Allan Jepsen, som er uddannelsesofficer på Varde Kaserne.

Tre moduler
     Hærens Basisuddannelse - eller værnepligten - er med de nye regler kortet ned fra otte-ni måneder til fire. Det første hold på 260 personer begyndte på Varde Kaserne den 1. februar og i august kommer et nyt hold ind.
     Uddannelsen er delt op i tre moduler, hvor det første ruster deltagerne til operationer i fredstid. Blandt andet at finde tilskadekomne efter katastrofer.
     Næste modul omfatter ud over militær træning også uddannelse i at kontrollere store, ophidsede folkemasser.
     Det sidste modul fokuserer på hjælp til samfundet i fredstid, blandt andet brandbekæmpelse, redningstjeneste og miljøuddannelse.
     Efter endt uddannelse står deltagerne til rådighed for beredskabet i tre år og kan tilkaldes ind, hvis der sker en stor katastrofe.

Høj motivation
     Allan Jepsen, som har været i forsvaret siden 1992, er glad for den nye uddannelse, som efter hans mening passer bedre til tiden.
     - Der er skepsis, især blandt officerer, som har været i forsvaret i lang tid, og som ikke mener, at vi får rigtige soldater ud af denne uddannelse, forklarer Allan Jepsen.
     Han peger på, at de unge rekrutter er højt motiverede, blandt andet fordi uddannelsen kun varer fire måneder, og fordi forløbet er varieret. Desuden bliver den militære del væsentligt større, når og hvis værnepligtige vælger at blive i forsvaret:
     - Den nye uddannelse gør, at de værnepligtige kan en masse andet end bare skyde. Det er der behov for i tiden efter 11. september og Den Kolde Krig, siger Allan Jepsen.
     Den nye uddannelse har også til formål at hverve nye folk til forsvaret. Og denne målsætning er lykkedes, viser de første tal.
     Et prøveforløb i efteråret viste, at 30 procent tegnede kontrakt med forsvaret efter, at værnepligten var slut.
     - Og det lader til, at denne tendens fortsætter, siger Allan Jepsen.

Kilde: Varde Ugeavis.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1859.htm.