![]() |
ons. 30. mar. 2005
Byrådsmedlem Lars Høgh Hansen søger investorer til et sportscenter. |
FC København er mulig medinvestor i projekt om stort sportskompleks på det snart rømmede kaserneareal.
Gennem sit konsulentfirma Livslang Læring arbejder kommunalbestyrelsesmedlem for Borgerlisten Lars Høgh Hansen på at finde investorer og samarbejdspartnere til et projekt, der skal omdanne den snart rømmede Sjælsmark Kaserne til et stort sportscenter for turister og professionelle sportsfolk i stil med La Santa Sport på Lanzarote og sportscentret i La Manga i Sydspanien.
Derfor forlod Lars Høgh Hansen salen, mens Kommunalbestyrelsen mandag før påske behandlede fremtiden for Sjælsmark Kaserne.
- Hvis dette projekt udvikler sig yderligere, vil jeg ikke risikere senere hen at blive erklæret inhabil, da det kan få indflydelse på min virksomhed og privatøkonomi, siger Lars Høgh Hansen.
Projekt på idéplan
Hans virksomhed Livslang Læring beskæftiger sig med at lave projekter og fundraising til kultur,- fritids- og undervisningsprojekter.
Tanken om et stort sportscenter på Sjælsmark befinder sig ifølge Lars Høgh Hansen på et idé- og inspirationsplan, hvor projektet udvikles løbende, så det kan præsenteres for potentielle investorer.
En af de mulige partnere er PARKEN Sport og Entertainment, der står bag fodboldklubben FC København, og som er blevet præsenteret for det foreløbige projekt, der blandt andet indeholder idéen om at etablere et FCK-fodboldcollege i stil med det, FC København allerede driver i Sydafrika.
Møde med FC København
- Vi har holdt et enkelt møde med FCK-direktør Jørgen Glistrup. Men FCK modtager ofte henvendelser af denne karakter, og det er aftalt, at projektet først præsenteres for FCK´s bestyrelse, når det er blevet mere konkret. FCK ser gerne, at også andre investorer kommer med i projektet, siger Lars Høgh Hansen.
Hvor mange penge vil projektet koste?
- Jeg kan ikke sige andet, end at det handler om rigtig mange millioner kroner, siger Lars Høgh Hansen.
Sportskompleks med mange muligheder
Udover fodboldcollege kunne et stort sportskompleks på Sjælsmark ifølge Lars Høgh Hansen rumme træningscenter til træningslejre inden for mange forskellige idrætsgrene, adventure center til teambuilding og mental træning, sportsferiecenter og helbredscenter med idrætsklinik.
Kilde: UGEBLADET.dk.
Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1840.htm.