Usikkerheden er stor på Varde kaserne

Af Lydia Lund Rasmussen, HK-magasinet Delta/Sydvest, jan. 2005

Forsvarsforliget betød, at en hel del HK´ere har udsigt til at miste deres job.

Jubelen var stor i Varde ved det seneste forsvarsforlig. Varde kaserne vandt slaget. Der skulle ske en stor udbygning af kasernen.
     Men der var en række mennesker, der ikke jublede. Udbygningen gjaldt nemlig ikke de civile ansatte medarbejdere på kasernen. Deriblandt de 30 HK´ere, som stort set alle med et slag mistede deres arbejde.
     - Derfor er stemningen meget trykket for tiden på Varde kaserne, fortæller HK´ernes tillidsrepræsentant Marion Leonhardt og TR-suppleant Linda Chabbi.
     - Hvor opgaverne i dag er lagt ud lokalt, så skal bl.a. regnskabs- og personeltjenesten nu samles dels i Hjørring dels på Holmen.
     - I første omgang er det A-sektionen med 8 ansatte, som skal flyttes til april 2005. De har alle takket nej til at flytte med.
     - Vi afventer nu en PGP-plan, som skal fortælle om næste skridt, som skal ske i 2007, fortæller de to TR´ere.
     Der sidder HK-medlemmer i en række sektioner, og alle har de uvisheden om fremtiden inde på livet.
     - Der tales om, at der bliver ganske få stillinger tilbage, og at der kan ske enkelte genplaceringer, men det er en meget lille del af HKgruppen, der bliver plads til.
     - Ved det forrige forsvarsforlig i år 2000 kom der flere nye ind, så derfor er der også mange yngre medarbejdere blandt HK´erne, fortæller de to tillidsrepræsentanter, som begge blev ansat i år 2000.

Marion Leonhardt er samlevende med en militærmand, der netop har afsluttet en 1-års uddannelse i København, og nu har ansættelsesplaner, der gælder for en lang årrække på Varde kaserne.
     - Det betyder jo, at vi ikke kan flytte, siger Marion Leonhardt.
     Linda Chabbi har heller ikke lyst til at flytte.
     - Man flytter ikke fra hus og familie i Varde/ Esbjerg til Hjørring for en månedsløn på kr. 20.000,-. Der er jo ingen garanti for, at min mand kan få job deroppe, siger Linda Chabbi.

De to TR´eres situation ligner på mange måder resten af HK´erne.
     - Vi har allerede sagt farvel til de første. Alle søger nyt job, nu de har set skriften på væggen, og det lykkes jo også for en eller anden indimellem, som så smutter. Det gør ikke frustrationerne mindre.
     - Sagen er jo også, at det altid har været en god arbejdsplads, og de ansatte er glade for at være her. Alle håber at få én af de få stillinger, der bliver.
     - Vi får også i den her situation en god og hurtig information, men det er jo ikke her i Varde, at afgørelserne træffes, siger Marion Leonhardt.

Kilde: HK-magasinet Delta/Sydvest, nr. 1, 2005.

HK Varde

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1805.htm.