Fremtid for hærens seksløber


fre. 25. febr. 2005

Interview med oberst Kahle. 

Et godt afskrækkende våben, belysning om natten, spionfly og konkurrencedygtig med bombefly. Bl.a. disse fordele sikrer artilleriets fremtid, mener artilleri-ekspert, der forventer den første artillerienhed udsendt næste år.

Det fremgår af den seneste udgave af den militære udsendelse Military Globe i uge 8, 2005, udgivet af Forsvarets TV og Mediecenter.
     Nedenfor bringer vi en afskrift af interviewet med artilleriets førstemand, oberst Kahle. (Se link til selve udsendelsen tilsidst.)

Interviewet hos Military Globe

- Vi er i dag på Varde Kaserne, hjemstedet for hærens tungeste skyts. Vi skal i dag se på hvilke opgaver som artilleriet ruster sig til for fremtiden [..]
     - Oberst Kahle, du er regimentschef ved Dronningens Artilleriregiment. Dine tunge kanoner har endnu ikke været ude at løse opgaver ude på de  internationale missioner som forsvaret har løst. Er tiden ikke løbet fra de her gamle våbentyper, som de fleste forbinder med den her gammeldags traditionelle stillingskrig?
     - Nej, det mener jeg ikke, og det er uanset om vi taler fredsskabende eller fredsbevarende operationer. Hvis vores soldater skal ud i en fredsskabende mission, så kan de risikere at komme i kamp og så må vi simpelthen give vore soldater alle de våbensystemer som hæren råder over, og der er artilleripjecen et godt bud.
     - Hvis vi taler fredsbevarende, jamen så kan artilleripjecen også levere ild men den kan også virke afskrækkende. I mange af de områder, hvor vi kommer ud i, der har folk kun respekt for to ting - og det er den største pengepung og det er den største seksløber. Og der er artilleripjecen jo, bare ved sin tilstedeværelse, meget afskrækkende.
     - Og derudover så kan artilleripjecen jo også skyde andet end granater til at ødelægge. Den kan også skyde granater til at belyse områder, den kan også skyde røg. En af de problemer, der har været i Irak, det er observation ind til Iran, hvor man om natten ikke har kunnet overvåge de store områder man skulle dække, med de her termiske udstyr man har. Her har man så skudt med små mortergranater med lys. Her kunne vores artilleripjecer belyse et stort område og dermed lette observationerne om natten.
     - Og så skal man også tænke på at artilleri også er andre ting end bare lige kanoner. Vi har mange andre specialer: Vi har luftværn, vi har artilleripejleradar og vi har vores førerløse fly.
     - Men mange af de opgaver, når vi taler tunge våben, det er jo også mange gange opgaver, som flyvevåbnet kan løfte med F16-fly. Hvad kan artilleriet, nu har du været lidt inde på det, som flyvevåbnets F16 ikke kan?
     - Vi kan skyde i al slags vejr. Fly er meget afhængige af godt vejr og fly er også afhængige af lufthavne og det vil jo sige at fly kan risikere at have meget lang flyvetid før de kan være fremme ved observationsområdet. Pjecerne, de står derude og kan skyde stort set med meget kort varsel, så vi kan levere ilden meget hurtigere end fly kan. Og med de nye våbensystemer, med de nye granater vi får fremover, så kan vi i virkeligheden levere de samme våbensystemer som flyene kan i dag og det vil sige granater, som kan ramme punktmål.
     - Hvornår tror du vi kommer til at se artilleriet ude på de internationale opgaver?
     - Jeg tror at vi kommer ud med vores førerløse fly næste år. Så er de formentlig operative og så kan vi sende dem ud og der er stort behov for at få vores førerløse fly ud. Så det bliver nok det første der kommer ud, når vi har artillistiske våben med ud. Og det næste bliver formentlig vores luftværn, som også er operative i dag og kan mange ting. Og så vil jeg tro at vi senest når vi får den nye pjece i 2010, så kommer vi også ud med vore artilleripjecer.
     - Så du er slet ikke i tvivl om at artilleriet har en rolle at spille i fremtidens mobile forsvar?
     - Overhovedet ikke. Og man skal jo også tænke på at artillerister kan andet end at skyde med våben. Der er mange artillerister ude i dag, som løser opgaver, og de er altså ude uden at have vores artilleri med ud. Men jeg er helt sikker på at artilleriet har en fremtid.
     - Tak skal du have. [..]

Kilde: Forsvarets TV & Mediecenter.

direkte til udsendelsen.

Direkte link til denne artikel: www.artilleriet.dk/artikel/1798.htm.